Detaljer

Skrevet af: Henrik Larsen

Kategori: Blog Arkiv

Publiceret: 8. april 2018

Senest opdateret: 3. maj 2020

Visninger: 2797

Så sidder jeg her igen, klar med endnu et blogindlæg.

Ideen til det her blogindlæg kom efter, at min mor og jeg havde siddet og snakket om begivenheder gennem mit liv.

Det følgende skete i november 1978 på Restaurant Næsbyhoved Skov i Odense. Min mormor holdt sin 50 års fødselsdag der. Og det var en god fest, til os der var børn – var der bestilt pølser og røræg til natmad, jeg kan ikke huske resten af menuen, men jeg kan huske at jeg spiste masser af lækker løgsuppe i stedet for pølser. Udover det så var jeg ikke ret meget sammen med resten af fødselsdagsselskabet, da jeg havde fundet mig, et andet godt sted at være… jeg var temmelig meget ud i køkkenet, og den gang syndes de kokke der var der, at det var lidt sjovt at jeg nød at være ude hos dem, det var også her at min drøm blev til – jeg valgte ligefrem at jeg 6 år gammel ville være kok når jeg engang blev voksen.

Som du nok kan læse ud fra overskriften, måtte jeg 10 år senere finde ud af at jeg aldrig ville blive kok, og nej den gang vidste jeg ikke at jeg har Autisme og ej heller hverken Epilepsi eller Klinefelter Syndrom. Alle de nævnte diagnoser kom først senere i mit liv. Men det som en faglærer på de tekniske skoler også skal kunne se, er om der er kropsholdnings fejl, og en af dem kunne se at jeg med min kropsholdning ikke ville kunne klare det, og det var på grund af en meget skævryg, det ledte mig så videre til at komme hos en kiropraktor, min mor var med til samtlige undersøgelser hos kiropraktor som jeg begyndte på i efteråret 1988.

Jeg kan huske min mor fortalte min mormor at hvis jeg ikke var begyndt hos kiropraktor, så ville jeg havde kommet til at se ud som præsten Kaj Munk. Min mormor troede ikke til at starte med på det, men da min mor så fortalte at kiropraktoren havde tegnet en rød stiplet streg på min ryg, og jeg stod inde i en boks med et lod hængende i en snor, kiropraktoren fortalte at den røde streg på min ryg helst skulle følge snoren, men det gjorde den røde streg ikke. Min mor og også jeg var lettere chokeret over det. Og jeg begyndte kun hos kiropraktoren fordi jeg fik det anbefalet af en zoneterapeut og fordi zoneterapeuten kunne mærke at min ryg var skæv, ved hjælp af at mærke på mine fødder.

Så med andre ord så var min drømme uddannelse som kok gået fløjten, jeg forsøgte mig så inden for mejeri, men det er svært at få en uddannelse inden for disse fag når man ikke kan engelsk, så efter et gennemført år på dengang i 1988/89 EFG Levnedsmiddel, fortsætte jeg på Odense Produktionshøjskole, men den helt store drøm at blive kok er aldrig blevet til noget. Og set i bakspejlet så er det vel også kun godt at det aldrig er blevet til noget, fordi der skal ikke megen forsinkelse til før at jeg ryster vildt meget, og bliver meget stresset. Så set ud fra det er det måske godt det ikke var den uddannelse jeg skulle få, at jeg så aldrig har fået en uddannelse, er så en anden ting.

Lige ganske kort ridset op her hvad jeg har forsøgt mig som:

• 1988/89 – kok – Levnedsmiddel Dalum tekniske skole
• 1990/91 – elektriker – Bygge og anlæg Odense tekniske skole
• 1991/92 – fiske assistent – Jordbrug Kolding tekniske skole
• 1993 – i lære som bager – Levnedsmiddel Hillerød tekniske skole
• 1995/96 – HG – Tietgenskolen i Odense (klarede skoleåret men ikke eksamen)
• 1996/97 – IT-uddannelse – Den fri ungdoms uddannelse
• 1998/2000 – Kursus bevis fra Amtets specialundervisningscenter for voksne med indlæringsvanskeligheder (ASV) (I det daværende Fyns Amt).

Som man jo kan læse ud fra den ovenstående, så har jeg jo virkelig gjort alt for at tilpasse mig kravene fra samfundet, men jeg har simpelthen ikke kunne klare alle de høje krav og forventninger fra samfundet.

Min første diagnose får jeg nytåret 1993/94 – hvor jeg har sovet over mig, og skynder mig på arbejde, på vej ned ad trappen hvor jeg bor i indre København, mister jeg forbindelsen til min ben og ryger ned at 3 trin på trappen, jeg vågner op lidt efter og fortsætter på arbejde som om intet er hændt, men bliver i bageriet bedt om at tage på Rigshospitalet som lå tættest på, det er her jeg får diagnosen epilepsi og det er her jeg første gang i mit liv stifter bekendtskab med handicap verden. Og det er her det for alvor går op for mig at jeg ikke kan få en uddannelse hverken som bager eller kok, det er alt for stressende miljøer. Jeg stopper med at være i lære som bager i januar 1994, efter at havde været i lære i knapt 6 måneder. Her får jeg tanken at det er godt at der ikke manglede et halvt år.

Jeg bliver allerede i 1994 anbefalet at søge førtidspension af den gang Rigshospitalet, men det vil Odense Kommune ikke være med til så der opstartes allerede den gang et rehabiliteringsforløb, som så slutter i sensommeren 1998 hvor jeg får tilkendt førtidspension, men det er takket min iver i at bide mig fast i beslutninger og holdninger, jeg havde i foråret 1998 holdt fast i at jeg gerne ville have et møde med sagsbehandleren i Fyns Statsamt – og det fik jeg, og sagsbehandleren – kunne med det samme som han så mig fortælle mig at jeg nok skulle få den førtidspension, og allerede den gang kunne han fortælle mig at de udfordringer jeg har med mine hænder ville give mig udfordringer mange gange i mit liv. Den sagsbehandlers spådom den gang i 1998 i det daværende Fyns statsamt – der skulle man nærmest tro han var synsk – for de har kun givet mig problemer. Men i august 1998 fik jeg tilkendt førtidspension pga. den håndrysten jeg har.

Lige en hurtig gennemgang, af mine handicaps og hvornår de er opdaget.

• Min epilepsi blev opdaget nytåret 1993/94
• Klinefelter Syndromet blev opdaget sommeren 2003 på epilepsihospitalet i Dianalund på Vestsjælland, til trods for at jeg i sommeren 1993 får opereret mine testikler så de ikke kan bevæge sig op i lysken, og det er meget smertefuldt.
• Min Autisme diagnose, nærmere bestemt Aspergers fik jeg november 2014, min psykiater var lidt i tvivl så jeg plejer at kalde den Atypisk Aspergers Syndrom, den er Atypisk Aspergers fordi jeg ikke ser mig som højtbegavet, jeg ser mig selv ligge i den lave ende af IQ-skalaen, dog i normalområdet og jeg har mange problemer i forhold til min autisme, taget i forhold til mange af dem, jeg kender med Aspergers Syndrom.

Jeg har siden 2001 været ude i 2 forskellige skånejobs, begge gange har jeg måtte opgive forløbene, første gang jeg var ude i et skånejob var det fra juni 2001 til april 2004, anden gang jeg var i, skånejob var det fra juni 2007 til december 2013. Men da disse 2 skånejobs var vidt forskellige, kan de ikke sammenlignes, jeg har desværre bare en kommune der mener at alle kan og SKAL kunne klare et skånejob – og så tror de at man kan bestemme over befolkningen, men det kan de altså ikke med mig.

Jeg har lidt 2 store nederlag i disse 2 skånejobs, at min ene sagsbehandler i SL§83/85/104 så tog mig med bukserne nede om anklerne i maj 2017, er så en anden ting, hun spurgte mig til hvilket drømmejob jeg kunne tænke mig at arbejde med, dengang i maj 2017 skulle jeg havde sagt kok, men lige inden jeg skulle til at svare, sagde sagsbehandler faktisk at det skulle være realistisk, og når det skulle være realistisk så kan jeg jo ikke nævne kok, og blot fordi jeg sagde at jeg havde været glad for det seneste skånejob altså i det fra perioden 2007-2013 så troede sagsbehandleren at jeg virkelig ville vende tilbage til et skånejob. Men der tager min sagsbehandler virkelig fejl.

At man har været glad, er jo ikke ensbetydende, med at man vil gøre det igen, men sådan opfatter min sagsbehandler det ikke i min sag. Det er svinsk at de agere på denne måde, så kan det være du sidder og tænker, det er nemt for ham at skrive sådan, da det jo kan være påstand mod påstand – men ro på, lige det møde er blevet optaget.

Udfordringen for mig i det seneste skånejob var faktisk at nogle enkelte kollegaer tog fejl i hvad det ene betød, vi var 2 ansat på særlige vilkår, jeg var ansat i skånejob og den anden er forsat ansat men i fleksjob. Udfordringen for mig var at minde kollegaerne om, at jeg var ansat i skånejob, og at jeg ikke kunne blive ved med, at påtage mig opgaver hvor man ikke helt tog hensyn til mine handicaps. Jeg mines at vi en sommerdag i 2013, skulle hente noget i Slagelse, men reelt skulle vi både til Avedøre Holme og Birkerød, jeg var slidt op inden vi kom til Birkerød, og det der skulle hentes var ikke klar til afhentning, så da det var tid til at vi kunne tage hjem, så måtte jeg til sidst ringe til chefen og sige at jeg ikke kunne klare mere, hvilket betød at jeg satte kollegaerne af i Birkerød og så kørte jeg ud til flyvergrillen ved Kastrup lufthavn – så sad jeg der og sov i min bil en til to timer, inden jeg kunne finde energi til at køre hjem.

Ingen firmanavne nævnt her så kan ingen anklage mig for noget, og ingen personnavne nævnt. Min sagsbehandler under SL§85 fik et resume af det der var hændt, men jeg behøver vel ikke skrive her, hvad hun nærmest sagde til mig… (jeg lister forhenværende sagsbehandlerssvar ind her; ”du skal bare tage dig sammen”) min flexjob konsulent fra kommunen var ikke glad for denne hændelse, men alt det her foregik desværre også inden jeg fik mistanke om en Autisme diagnose, jeg havde en del samtaler med min flexjob konsulent – og sammen med Din Socialjurist som på det her tidspunkt kunne se, at jeg fik det ringere. Det var også Din Socialjurist der pressede mig til at sige op.

Så jeg blev enig med både firmaet, flexjob konsulenten at det ville være for dyrt at have mig ansat blot et par timer om ugen, det her foregik inden de nye regler på flexjob området end ikke var blevet vedtaget, så jeg tog en endelig beslutning om at stoppe i firmaet den 30. december 2013, og jeg har det sådan i dag, at jeg ikke skal ud i et nyt skånejob, for så om få år at opleve et nyt nederlag, og nederlag er just ikke sundt eller behageligt at opleve og have når man har autisme. Havde jeg haft Autisme diagnosen den gang i 2013, havde situationen nok været en anden.

Det er også derfor jeg i dag og fremover takker nej til skånejob – jeg magter ikke flere nederlag, får jeg flere nederlag så er jeg bange for at der sker noget der ikke må ske. Jeg er på den gamle førtidspension og der kan de altså ikke bestemme om jeg skal det ene eller det andet.

Tak fordi du gad læse min historie.

Husk at du som altid er velkommen til at dele mit blogindlæg - du behøver ikke at spørge om lov...

Du kan tilmelde dig nyhedsbrev her - så får du link til nye indlæg i din indbakke sammen med andre nyheder