- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2559
Min egen verden - er den verden som jeg har i mit hoved. Man kunne måske også kalde det en drømme verden.
Jeg kan huske at jeg i folkeskolen var den der var ensom, jeg gik for det meste for mig selv, men jeg kan ikke huske om jeg som sådan var ked af det eller ej. I folkeskolen blev jeg mobbet meget, enten med flyveøre eller fordi jeg skrev langsomt, meget langsomt og hårdt, i skolen var jeg alene - jeg følte mig ensom og forladt på en øde ø, jeg var indesluttet og ensom. Jeg kan huske at jeg nød hjemmekundskab i sær når det var i køkkenet, hvor lærte jeg meget og hvor har jeg lært mine forældre om forskellige slags mad, på det punkt udskiller jeg mig måske som Autist, men der er jo heller ikke 2 autister der er ens.
Jeg har aldrig heller ikke i folkeskolen været til larm og ballade, høje lyde gjorde at jeg ikke fulgte med, larmen fra klasselokalet kan jeg den dag i dag godt huske, larmen fra alle de andre ude i skolegården var alt for meget for mig, jeg havde det dårligt. Når jeg sad der hjemme sammen med min mor og lavede lektier kunne vi sidde med det samme regnestykke i flere timer lige meget forstod jeg af det, når det blev for meget for min mor brød det hele først sammen, vi havde den gang en Collie (Cæsar) han var stor, når min mor skældte for meget ud gik Cæsar hen til stuedøre og ville ud i haven, ved et rent tilfælde fandt vi så ud af at det var tegn på at vi skulle stoppe. Jeg har på en måde aldrig lært og forstået brøkregning, jeg kan plus, minus, dividere og gange til alm. husbehov men heller ikke mere.
Om jeg har gjort ondt værre da jeg kunne komme i ungdomsskole ved jeg ikke, men jeg nød at sidde stille i min egen verden at male på porcelæn, jeg malede figurer, platter og andre ting, jeg kunne sidde og lave nogle fantasi landskaber fanget i mit hoved, det var dengang jeg kunne gøre det, det kan jeg ikke i dag, det ryster jeg alt for meget på hænderne til, men det kunne give mig ro - en indre ro. T få noget af det ud som jeg kæmper med. Det var tider, jeg blev mobbet med at jeg var en dreng der malede på porcelæn, men da jeg kunne fortælle en af dem der mobbede mig at hans kop var malet af en mand - stoppede det af sig selv. Landskabet på denne kakkel er fri fantasi, det findes kun i min hjerne eller fantes kun i min hjerne.
Men i min verden er der mig en min ven, min ven har jeg brugt mange timer på at snakke med, ofte som bar troede min mor fuldt og fast på at jeg havde gæster på besøg, men jeg sad alene på mit værelse. I min verden er der mig og den usynlige ven, jeg har på et tidspunkt haft Bøllebob bamser, især en var en foretrukken, men for en del år siden røg de ud, de var så støvet at de var uhygiejniske. Et krammedyr har jeg som sådan aldrig haft, men så har jeg min usynlige ven som jeg jo ofte snakker med, enten verbalt eller blot i tankerne. Det lyder skørt men min ven er jo bare en jeg kan tale sammen med på mit eget niveau, min ven er hverken dummere eller bedre end mig, vi er ens.
Men når jeg i dag sidder alene så kan jeg godt lukke mig selv inde i min egen verden, i min verden er det mig der bestemmer, kun mig jeg kan sidde og drømme om ting, steder og personer, personer der ikke er her mere i den rigtige verden. Jeg kan se dem, jeg kan snakke med dem som om at de var her i den rigtige verden.
Men i min egen verden, som jo er i den rigtige verden, der foregår tingene efter mit tempo, så skynder folk på mig må de bare væbne sig med meget tålmodighed, jeg gør det i mit tempo, jeg er den som jeg er og jeg nægter at lave om på mig selv.
Den anden dag da jeg var ude at handle, kunne dem bag ved mig ikke komme hurtigt nok frem ved kassen i butikken, de begyndte at række hen over hovedet på mig for at lægge vare på båndet, jeg sagde at jeg nok skulle køre frem så de kunne nå lyntoget, de trak sig væk, jeg hader at folk ikke kan acceptere at handicappede også skal være her, og jeg er synligt handicappet når jeg sidder i en kørestol, det er lidt som om at folk ikke kan acceptere os handicappede hvad enten det er synligt eller usynligt. Jeg bliver gal når de ikke kan forstå en pæn hentydning.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2662
 |
| Klik på billedet for at se det i original størrelse. |
Jeg ved godt jeg afslutter bloggen hårdt - men sådan er det sommetider, men på samme måde oplever jeg det når jeg taler.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2457
Men udfordringen at blive voksen kan for mange være svær, der er nogle der aldrig bliver voksne pga. handicaps, et af de handicaps kan måske være autisme. Jeg kan endnu godt huske min tid i skolen, jeg sad ofte i timerne og dagdrømte enten pga. epilepsi, eller som jeg ved nu pga. autisme. Bare prøv at læse min historie her under.
I folkeskolen blev jeg mobbet af de andre – ja der blev tilmed spyttet på mig, som regel på vej i skole eller i skoletiden, nu var heldet at jeg boede rimeligt tæt på skolen og ofte flygtede jeg fra skolen. Grunden til min flugt var at de voksne ikke lyttede til mine problemer, vi børn skulle bare løse problemerne internt, som om at det hjælper, når man bliver mobbet.
Jeg blev mobbet meget, rigtigt meget fordi jeg skrev langsomt, jeg rystede allerede på hænderne dengang, jeg havde store øre – og havde allerede fra børnehave klassen briller. Mit liv i folkeskolen var et sandt mareridt som jeg i dag mindes på hver dag. Jeg var alene, ofte gik jeg rundt for mig selv. Når det var frikvarter måtte jeg til tider gemme mig, i frygt for de skide dumme og irriterende mobbere, der ikke ville lade mig være i fred.
Der var ingen der gad mig for jeg var underlig, min familie var underlig, det underlige med min familie var at min far var Falck mand, han havde sommetider nattevagt - men det kunne de ikke helt forstå i klassen, at min far havde behov for at sove inden en nattevagt, men det var naturligt for mig, at være stille når min far sov.
Men forventningen fra samfundet om at jeg skulle klare mig selv var overvældende, jeg syndes det var sjovt at komme i praktik den uge hvor man kunne prøve et fag i folkeskolen, jeg jeg af sted 2 gange samme sted, jeg gik allerede fra 6 års alderen meget op i mad, så for mig var det på en måde en god ting at komme i et køkken og det gik over al forventning, det var lige mig - jeg fik tilmed gratis mad, jeg kan huske at kokkene syndes det var sjovt de kunne sætte en kæmpe skål frugtsalat og det blev spist med stor appetit - og så kørte jeg hjem og spiste aftens mad. Det var på noget der hed Restaurant Skoven, i dag huser den Jensens Bøf hus, men absolut ikke i nærheden af den type mad jeg nåede at være med til at lave og spise.
Men på grund af de store forventninger fra samfundet - så har jeg en urolig mave fornemmelse, som ikke kan beskrives – at jeg ikke vil være her hvor jeg er – væk fra det hele - de store forventninger fra samfundet , men når jeg er blandt ligesindede har jeg ikke tankerne. Når jeg kører hjem efter besøg hos min ven, som jo er multihandicappet spastiker, får jeg det ofte dårligt, jeg ved at jeg kører hjem til usikkerhed, utryg og ensomhed. Jeg er bange, utryg og usikker i min lejlighed. Hvad sker der, min utryghed fare frem med 120 km/t. Jeg føler mig totalt hjælpeløs som et lille barn på en 8 års alderen. Sådan er det også når jeg kommer hjem fra mine forældre.
Min frygt for at blive voksen var værre end forventet, var være end jeg havde håbet på. Fordi jeg ikke kunne klare presset - jeg har prøvet at tage en uddannelse men fordi jeg enten ikke kunne engelsk eller bare fordi jeg ryster på mine hænder så var jeg ikke god nok til en uddannelse, imens står det offentlige samfund og skriger over at der mangles arbejdskraft, det er hårdt at blive / være voksen.
Jeg har det ikke godt blandt normalt fungerende (Mugglere), det vil jeg gerne lige sige med det samme, jeg har også prøvet mange ting jeg har gået på EFG Levnedsmiddel, EFG Bygge og anlæg, EFG Jordbrug alle gange uden at få en praktik plads alle gange med samme grund jeg har den dumme rysten på mine hænder. Der er alt for høje forventninger blandt mugglerne, jeg har det bedst når jeg er sammen med nogle der enten er som mig eller har det ringere end mig selv, men blandt mugglerne er der stor undren over at jeg siger og skriver om det fordi de ikke ser mig som sådan. De vil ikke acceptere at jeg har det på en anden måde, de forventer at jeg skal være 100 % som dem selv. Mange mugglere så mig enten som narkoman eller alkoholiker, sådan var det hver gang jeg forsøgte at få en uddannelse, sådan som systemet beder om. Jeg kan bare ikke leve op til systemet, sådan som jeg har det.
At skrive om det i dag, kan måske hjælpe andre, måske hjælpe forældre der har børn der ikke har det godt i skolen, jeg havde det absolut ikke godt i skolen, jeg har siden hørt at der var snak om speciel klasse / skole da jeg gik i 4 klasse, men det blev aldrig til noget, kunne jeg have rejst tilbage i tiden ville jeg gøre det og have ændret det, så jeg havde fået skiftet skole og på den måde have fået den hjælp jeg havde så meget brug for.
I efteråret 2014 (august og september) blev der udarbejdet en VISO rapport, og den kom med en del anbefalinger bla.
At jeg til knyttes et aktivitetscenter hvor jeg i et kravfrit miljø kan have social kontakt til andre med fysisk handicap eller psykiske vanskeligheder samtidig med, at det vil bidrage til struktur og indhold i min hverdag.
Men for at være helt ærlig, så har jeg et stort barn gemt i min voksen krop, et barn der nægter at være voksen. Om det er autisme der gør at jeg åbenbart at ikke føler mig voksen ved jeg ikke, til tider føler jeg mig som et barn, jeg føler mig ikke velkommen i samfundet på lige vilkår med mugglere.
Så ganske simpelt, jeg har det bedst sammen med fuldblods handicappede og jeg har det meget dårligt sammen med mugglere, ja sådan er det nu engang bare, det er bare sådan jeg har det. Men selv om jeg føler der er et barn gemt i mig, er det jo ikke ensbetydet med at jeg skriver barnligt eller er nedladende. Jeg er bare anderledes - det er omverden der er mugglere og jeg er fuldblods handicappet.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2880
Angst og utryghed er en stor del af mit liv, jeg har det godt når jeg er sammen med ligestillede - men et sted underbevistheden er det måske snare fordi at jeg ved, at der er hjælp at hente hvis jeg skulle komme i problemer, angsten har altid været der mere eller mindre, den kommer helt sikkert fra den gang jeg havde epileptiske anfald - der er slet ingen tvivl. Jeg var den gang bange for at få et anfald og ikke blive opdaget, min mors tidligere hund Scott kunne mærke når jeg havde det skidt - rigtig skidt han kunne mærke når der var noget på vej hos mig. 
Her ses 2 billeder af skønne Scott, i 2008 holder Scott op med at nusse det ene øre på min mor, vi undre os og finder ud af at der er noget hud kræft. I 2009 finder vi ud af at Scott har et glas lår på det ene bag ben, og finder så ud af at det er kræft. Han savnes den dag i dag. Men han venter på os på den anden side af Regnbuebroen....
Men min angst og usikkerhed for at være alene i min lejlighed bliver værre med tiden, dels bliver jeg mere og mere hæmmet, og nu hvor der er stor mistanke om en autisme diagnose gør det jo ikke mindre, sammen med min OCD og de fysiske skavanker gør det heller ikke bedre.
Af de fysiske skavanker har jeg nogle alvorlige neurologiske handicaps der både rammer mine arme, men også mine ben derfor har jeg brug for nogle hjælpemidler der til mine fødder kan korrigere føddernes stilling, det gøres med fodkapsler, og for at lindre symptomerne fra hændernes rysten bruger jeg armskinner.
Men brugen af disse hjælpemidler - gør det ikke nemt at bruge f.eks. telefon eller få en tår vand når jeg har f.eks. armskinnerne på, det kan man se på billederne her under. Indlægget fortsætter under billederne.
Inden i Armskinnerne der er helt lige, er der 3 stænger af titanium i hver skinne. der er 4 remme til at spænde om armen, de 2 remme sidder over albuen, mens de 2 andre remme sidder under albuen. Skinner gør at man ikke på nogen som helst måde kan bøje sine arme når man har skinnerne på, men de gør også at den rysten jeg lider af forsvinder helt.
Det gør mig så også totalt sårbar hvis der skulle opstå en nødsituation som indebære at man skal flygte fra stedet. Her hjælper nødkald til hjemmeplejen ikke, da de har 30 minutter til at komme i. Så hvis der skulle opstå en brand ville jeg omkomme inden jeg kunne få hjælp, eller nå at få skinnerne af. Denne fare er den største årsag til min angst.
At man f.eks. ligger i sin seng, man kan lige nå at høre brandalarmen, og kort tid efter sover man fordi man har indåndet røg, det er så angst provokerende at det gør ondt men jeg sidder her og skriver det.
Men min angst gør også til tider at jeg får lavet hul på huden ved at kradse til det bløder, men jeg tror at det er fordi at jeg ubevist gerne vil gøre opmærksom på at jeg har det elendigt, jeg kan normalt ikke tale om mine føleser, det er mig umuligt at fortælle hvordan jeg har det, men derimod kan jeg skrive om det, fordi når jeg skriver er der ikke nogen der afbryder mig i min strøm af tanker. Jeg har jo tidligere skrevet et indlæg om at blive afbrudt, er der noget jeg hader meget er det at blive afbrudt når jeg bliver bedt om at fortælle noget eller jeg generelt snakker. At blive afbrudt kan give angst senere eller i værste tilfælde give mig en dårlig nat med en meget dårlig drøm.
Min angst har været der lige så længe jeg kan huske, jeg har i al den tid jeg kan huske bidt negle - mine forældre forsøgte med mange midler at få mig til at stoppe neglebidning med bla. go negl, men jeg spiste det bar, det smagte godt nok grimt men angsten for at blive forladt og være alene har været for stor og for overvældende. Læs bare min indlæg om min egen verden, jeg har i dag store problemer med at være alene....
Men at skrive om det giver mig indblik i en verden der er meget sort/hvid for mig, jeg har altid været meget punktlig, kom sjældent forsent, hellere komme lidt før end for sent. Jeg har været god til at holde aftaler.
Jeg har godt nok en bil, men jeg hader faktisk at køre bil efterhånden, men det er nu snare mine med trafikanter der sætter mig hårdt på prøve, mange mener at de sagtens kan ligge nærmest kofanger til kofanger på hinanden på feks. motorvejene, eller på landevejene - det gør så også at jeg for det meste holder mig langt væk fra motorvejene hvis jeg kan komme til det, jeg bliver bange og meget angst når folk køre så tæt bag en - det er lige ved at man kan se hvad de har fået at spise, det er simpelthen så ubehageligt, og dem der kører bagved forstår ikke en hentydning når man blinker med bremselygterne, det betyder i dag at jeg altid kører med låste døre når jeg færdes på vejene. Jeg tænker bare hvorfor acceptere andre ikke ,at man køre forsigtigt.
Jeg kan ikke li at køre hurtigt, dvs. jeg kører max 110 km/t på motorvej også der hvor der må køres 130 km/t. Og ellers følger jeg skiltene, og så er jeg bedøvende ligeglad med om dem der køre bag ved mig vil hurtigere frem, det er deres problem, vil de hurtigere frem kan de bare overhale mig, hvis det er tilladt.
For en del år siden var jeg på arbejde for Autohuset Vestergaard, og havde været hos en kunde i Faaborg, på vej hjem gennem Svanninge bakker, kommer der en hurtig gående bil, på denne strækning må man kun køre 60 km/t over et langt stykke, der er overhaling forbudt, han overhaler mig og køre pænt hurtigt, på et sted hvor der er lige stopper han og forsøger at tvinge mig til at stoppe, her er jeg allerede helt oppe i det røde felt - ikke af raseri men jeg er bange - meget bange han står med noget værktøj i hånden og ser ud som om han vil kaste det efter mig. Jeg er nu så bange og angst at jeg tjekker al anden trafik - og jeg dobbelt tjekker igen om der er fri bane, jeg tager mig sammen og overhaler vedkommende, han bliver nu så gal at han gør alt for at stoppe mig, på et tidspunkt ringer min telefon - det er et ukendt nummer, men da jeg af princip aldrig taler i telefon under kørsel lader jeg den ringe. Den ringer igen fra ukendt nummer. Jeg er ikke bare bange jeg er ekstrem angst, jeg ser nu bilisten dreje af langt foran mig. Der går vel 10 minutter efter bilisten er drejet af, jeg får stoppet min bil - her ryster hele min krop af angst, jeg får taget mig samme til at ringe til Politiet - det jeg så oplever er at blive skældt ud i et par minutter, jeg bliver beskyldt for at køre sprit kørsel, og jeg benægter det purre endvidere får jeg skældud for ikke at besvare opkald, vi skal svar når vi køre bil, jeg bliver rasende men holder mig i skindet. Men min hjerne arbejder på højtryk jeg er ikke enig med betjenten i telefonen - jeg er skuffet, meget skuffet, men også ked af det. 
Lige med et kommer jeg i tanke om at man i det syd østlige Odense har stået hele morgnen og lavet kontrol af bilers dæk, i en rundkørsel, jeg køre der til, jeg går en motorcykel betjent i møde, jeg kan se at kigger efter mig, jeg henvender mig til ham, og siger jeg gerne vil blæse hvis jeg må det, jeg fortæller ham hakkene og angstelig hvad jeg har været udsat for, jeg får lov til at blæse - 0,0 siger den. Betjenten og hans kollega kalder vagthavende op, og fortæller hvad der er los, og at jeg under ingen omstændigheder er på virket af det ene eller det andet. Betjenten der lod mig puste, sætter sig i min bil og vi sidder og snakker lidt, jeg får at vide at de faktisk har lyttet med til denne person jagt på mig nede fra Faaborg, men de kunne ikke gøre fra eller til på det tidspunkt, og vi griner efterfølgende af det, vi aftaler at de kigger lidt nærmere på anmeldelsen på min fine kørsel, det viser sig så senere at vedkommende der anmeldte mig for at overholde fartbegrænsningen og køre i øvrigt lovligt, ikke selv var blandt guds bedste børn, han havde kørt spritkørsel selv. Forøvrigt fortæller politi betjenten mig at det var første gang i han 30 år ansættelse ved politiet, at der var en der bad om at puste frivilligt, og uden at politiet havde anmodet om det, han kunne ligeledes se på mine øjne at der ikke var noget, udover at jeg var ked af det hele, de sørgede i øvrigt for at jeg fik fri resten af dagen, så jeg kunne slappe af.
Men sådanne personer som jeg skrev om at de jagter os de svag, de gør at jeg er angst meget angst for at færdes i trafikken, men åbenbart må man ikke køre pænt i dagens Danmark. Men mange tror desværre at man er enten alkoholiker eller narkoman bare fordi jeg har den latterlige rysten på mine hænder.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2382
Kopiering af opskrifter, diverse tekster samt billeder
og video fra hjemmesiden er ikke tilladt.
Hjemmesiden er lavet i samarbejde med Autismefoto