Observation og registrering af anfald
Epileptiske anfald er for den enkelte stort set ens fra gang til gang. Nogle personer kan have flere forskellige anfaldstyper, for eksempel både partielle anfald og generaliserede anfald.
Anfald som hovedsageligt består af ændret sanseoplevelse kan være meget svære at erkende hos personer der har problemer med at give udtryk for hvad de oplever. Udviklingshæmmede har tendens til at udvise pludselig ejendommelig adfærd, som kan være vanskelig at skelne fra epileptiske anfald.
Mange er sprogløse, har spastiske lammelser, psykoser eller adfærdsforstyrrelser. Dette medfører udtryksformer og reaktioner, som kan være vanskelige at tolke.
Desuden har den udviklingshæmmede ofte en begrænset kropsopfattelse og er ikke i stand til at meddele for eksempel smerter, svimmelhed, forstoppelse, kvalme eller andet kropsligt ubehag. Pludselige rokkebevægelser, hænderklappen, selvmutilering - hvor den udviklingshæmmede gør skade på sig selv - eller angstprægede reaktioner med skrig og aggressivitet kan være udtryk for smerte, angst eller frustration.
På grund af de fysiske handikap kan der være pludselige fald, spasmer med spjæt i arme og ben og eventuelt spasmer i svælget, som medfører kvælningstilfælde, der kan ligne krampeanfald.
Ikke sjældent vil sådanne adfærdsreaktioner blive mistolket som epilepsi og søgt behandlet med medicin mod epilepsi.
For at kunne stille en korrekt diagnose og for at finde ud af, hvilken type anfald der er tale om, er det af stor betydning at få en nøjagtig beskrivelse af anfaldene. På baggrund af diagnosen og anfaldsklassifikationen vælges behandling - både medicinsk, psykologisk og socialt.
Anfaldskalender
Det er vigtigt at have en beskrivelse for hver enkelt type anfald, så man kan skelne dem fra hinanden og holde rede på, hvor mange anfald der er af hver type. Registreringen foregår bedst ved hjælp af en anfaldskalender, hvor der benyttes bestemte koder for hver type anfald.
For udviklingshæmmede er det ofte forældre og pædagoger, der må foretage registreringen af anfald. I den forbindelse er det vigtigt, at der er enighed om, hvad der registreres som epileptiske anfald.
Videooptagelser
Videooptagelser kan ligeledes være en stor hjælp i arbejdet med at afklare, hvornår der er tale om epileptiske anfald. Optagelserne kan diskuteres med den behandlende læge og kan give vigtige oplysninger for den videre behandling.
Optager man flere anfald, der er ens fra gang til gang, taler det for, at det drejer sig om epileptiske anfald.
Af og til kan det - for at få endelig afklaring - være nødvendigt, at observationen foregår under indlæggelse på en specialafdeling, hvor der kan foretages videooptagelser samtidig med EEG-undersøgelse.
Epileptiske anfald er for den enkelte stort set ens fra gang til gang. Nogle personer kan have flere forskellige anfaldstyper, for eksempel både partielle anfald og generaliserede anfald.
Anfald som hovedsageligt består af ændret sanseoplevelse kan være meget svære at erkende hos personer der har problemer med at give udtryk for hvad de oplever. Udviklingshæmmede har tendens til at udvise pludselig ejendommelig adfærd, som kan være vanskelig at skelne fra epileptiske anfald.
Mange er sprogløse, har spastiske lammelser, psykoser eller adfærdsforstyrrelser. Dette medfører udtryksformer og reaktioner, som kan være vanskelige at tolke.
Desuden har den udviklingshæmmede ofte en begrænset kropsopfattelse og er ikke i stand til at meddele for eksempel smerter, svimmelhed, forstoppelse, kvalme eller andet kropsligt ubehag. Pludselige rokkebevægelser, hænderklappen, selvmutilering - hvor den udviklingshæmmede gør skade på sig selv - eller angstprægede reaktioner med skrig og aggressivitet kan være udtryk for smerte, angst eller frustration.
På grund af de fysiske handikap kan der være pludselige fald, spasmer med spjæt i arme og ben og eventuelt spasmer i svælget, som medfører kvælningstilfælde, der kan ligne krampeanfald.
Ikke sjældent vil sådanne adfærdsreaktioner blive mistolket som epilepsi og søgt behandlet med medicin mod epilepsi.
For at kunne stille en korrekt diagnose og for at finde ud af, hvilken type anfald der er tale om, er det af stor betydning at få en nøjagtig beskrivelse af anfaldene. På baggrund af diagnosen og anfaldsklassifikationen vælges behandling - både medicinsk, psykologisk og socialt.
Anfaldskalender
Det er vigtigt at have en beskrivelse for hver enkelt type anfald, så man kan skelne dem fra hinanden og holde rede på, hvor mange anfald der er af hver type. Registreringen foregår bedst ved hjælp af en anfaldskalender, hvor der benyttes bestemte koder for hver type anfald.
For udviklingshæmmede er det ofte forældre og pædagoger, der må foretage registreringen af anfald. I den forbindelse er det vigtigt, at der er enighed om, hvad der registreres som epileptiske anfald.
Videooptagelser
Videooptagelser kan ligeledes være en stor hjælp i arbejdet med at afklare, hvornår der er tale om epileptiske anfald. Optagelserne kan diskuteres med den behandlende læge og kan give vigtige oplysninger for den videre behandling.
Optager man flere anfald, der er ens fra gang til gang, taler det for, at det drejer sig om epileptiske anfald.
Af og til kan det - for at få endelig afklaring - være nødvendigt, at observationen foregår under indlæggelse på en specialafdeling, hvor der kan foretages videooptagelser samtidig med EEG-undersøgelse.