Epilepsi hos udviklingshæmmede
40.000 danskere er udviklingshæmmede i større eller mindre grad. 25-30 procent af alle udviklingshæmmede og mere end 70 procent af de svært udviklingshæmmede har epilepsi. Der er ialt 10-12.000 udviklingshæmmede, som har epilepsi. Der er knap én procent udviklingshæmmede i Danmark, og de tegner sig for cirka en fjerdedel af alle tilfælde af epilepsi.
Epilepsi har en væsentlig indflydelse på den udviklingshæmmedes hverdag både i familien og på institutionen, og personalet skal være i stand til både at yde social og medicinsk/behandlingsmæssig støtte.
Derfor har personale, der arbejder med udviklingshæmmede på døgninstitutioner og i bofællesskaber, epilepsien tæt inde på livet. Personalet ser anfaldene, de observerer medicinens virkninger og eventuelle bivirkninger, og ikke mindst tager de stilling til, hvilken støtte de skal yde her og nu.
Det kan give anledning til mange spørgsmål - og frustrationer - at skulle håndtere epilepsi hos udviklingshæmmede: Er det et epileptisk anfald, eller er det en psykisk betinget adfærd, den udviklingshæmmede har i den aktuelle situation? Hvilken type epileptisk anfald drejer det sig om? Hvordan skal støtten til den udviklingshæmmede være i den konkrete situation? Hvordan skal man gengive observationerne om den udviklingshæmmedes anfald til lægen og andre i behandlingssystemet ? Hvordan skal man informere og støtte familien? Hvordan kan man være en god støtte og en loyal formidler for den udviklingshæmmede?
40.000 danskere er udviklingshæmmede i større eller mindre grad. 25-30 procent af alle udviklingshæmmede og mere end 70 procent af de svært udviklingshæmmede har epilepsi. Der er ialt 10-12.000 udviklingshæmmede, som har epilepsi. Der er knap én procent udviklingshæmmede i Danmark, og de tegner sig for cirka en fjerdedel af alle tilfælde af epilepsi.
Epilepsi har en væsentlig indflydelse på den udviklingshæmmedes hverdag både i familien og på institutionen, og personalet skal være i stand til både at yde social og medicinsk/behandlingsmæssig støtte.
Derfor har personale, der arbejder med udviklingshæmmede på døgninstitutioner og i bofællesskaber, epilepsien tæt inde på livet. Personalet ser anfaldene, de observerer medicinens virkninger og eventuelle bivirkninger, og ikke mindst tager de stilling til, hvilken støtte de skal yde her og nu.
Det kan give anledning til mange spørgsmål - og frustrationer - at skulle håndtere epilepsi hos udviklingshæmmede: Er det et epileptisk anfald, eller er det en psykisk betinget adfærd, den udviklingshæmmede har i den aktuelle situation? Hvilken type epileptisk anfald drejer det sig om? Hvordan skal støtten til den udviklingshæmmede være i den konkrete situation? Hvordan skal man gengive observationerne om den udviklingshæmmedes anfald til lægen og andre i behandlingssystemet ? Hvordan skal man informere og støtte familien? Hvordan kan man være en god støtte og en loyal formidler for den udviklingshæmmede?