Indtil for kort tid siden tog jeg ud for at holde foredrag, det er nu slut - ja faktisk sluttede det i starten af maj. Er i klar over hvor meget energi det kræver for at planlægge et foredrag, tage af sted for at holde foredraget, ja ikke mindst at stå og holde foredraget, og så evt. at svare på spørgsmål, derefter er turen hjem igen. Det koster vildt mange ressourcer at holde foredrag. Men det er slut nu, som det hele ser ud. I må nøjes med min blog indlæg.
Jeg bruger vildt meget energi på at planlægge et foredrag både psykisk, for jeg har brug for at planlægge ned til den mindste detalje, jeg er nødtil at lægge strategier for hvis der sker noget undervejs til foredraget en ulykke der måske blokere vejen, jeg kan selv blive syg osv. Men rent fysisk kræver det også meget energi - fordi jeg jo har meget nedsat muskelmasse på grund af min Klinefelter og Odense Kommune inklusive mine sagsbehandlere skal ikke tro at de kan bestemme og styre mig. De tror de er noget, men de kan ikke styre mig. Man skulle ellers tro de havde lært det, men det er endnu ikke gået op for dem. Læs med længere nede og se det seneste nye.
Vejen til viden er information, nu må i nøjes med informationen via min blog, jeg har set endnu et lille bitte nederlag, men det kan ikke hjælpe noget hvis jeg skal ligge mere syg af at holde foredrag, fra det sidste foredrag var min krop påvirket i 4 dage efter selve foredraget, og nej det hjælper ikke at få nogen til at køre for mig, det er også forberedelsen og selve forberedelsen der koster energi.
Denne udmelding kommer efter at jeg har sandet at det er alt for meget og at jeg ikke magter det længere, det er fedt at stå og holde foredrag, det åbner nogle døre for mig. Men når det koster mig så meget som det g'r er jeg også tvunget til at melde fra når jeg opdager at jeg ikke kan magte det, og det kan jeg ikke på nogen som helst måde, og som jeg ser det her og nu - så vil det aldrig komme på tale igen.
Grunden er sandheden, og her er sandheden alvorlig og noget jeg er tvunget til at reagere på - en anden ting jeg har måtte sande er at hvis jeg ikke kan det ene - så er det også sandsynligt at jeg heller ikke kan klare det andet eller tredie eller fjerde osv... jeg må sande - og har set at jeg ikke kan så meget som jeg gerne vil.
Og sidst i juni, havde jeg besøg af en psykiater, som min kommune havde bestil til at teste mig, godt nok i psykiaterens konsulation, men jeg ville aldrig havde kunne kommet op til konsulationen, jeg kan ikke gå på trapper, min kommune havde ellers lovet højt og helligt at de nok skulle sørge for at der var elevator, men nok engang lovet højt og helligt at der var elevator. Så er det godt jeg selv kan træffe foranstaltninger, jeg tog kontakt til psykiateren - som meget gerne ville komme ud til mig. Psykiateren skal have stor tak og mange roser for at komme til mig.
Det her med psykiateren kommer først på tale efter at jeg har modtaget en afgørelse på diverse hjælp til min dagligdag fra min kommune, hvor man fjerner basale ting fra mig, og gør mig yderligere mere skrøbelig, den 2. juni modtager jeg en afgørelse fra min kommune der er til ugunst for mig, og ugen efter modtager jeg henvisningen til denne psykiater. Men se så herunder hvilken konklusion psykiateren kommer frem til, som en lille ekstra ting da psykiateren går ud af min dør "jeg håber ikke at vi ses igen i denne sag".
Konklusionen fra psykiateren er:45-årig mand, som dags dato er psykiatrisk undersøgt. Patienten sidder i kørestol og bor i handicapvenlig bolig. Han lider af Klinefelters Syndrom, epilepsi, muskelrystelser (tremor), vejrtrækningsproblemer og ved psykiater er der stillet diagnosen autisme. Ved dagens undersøgelse frembyder patienten ikke træk på klassisk spiseforstyrrelse, angst lidelse, OCD, depression, mani, psykose og der er ingen tegn på han har misbrug ", - og afsluttes med...."Yderligere undersøgelser vil dog næppe medføre behandlingstiltag der ændrer patientens situation dramatisk. Patientens erhvervsmæssige funktionsevne er reduceret til en ubetydelighed og dette er permanent. Der er brug for massive og vedvarende skånehensyn.
Men jeg ser det ikke som et desideret nederlag, men mere som en løfte finger om, at der er andre ting her i livet der er vigtigere, og det er ikke med livet som indsat om at jeg vil stå og holde foredrag. Og det samme gælder det om at jeg takker nej og nægter at deltage i den plan som Odense Kommune har lagt for mig, og endda helt uden min deltagelse. Jeg nægter at deltage i ting jeg ikke er blevet hørt om og har været med til at form give ud fra mine ønsker. Så er det på plads.
Inden du forlader min side så har jeg brug for din hjælp - jeg har oprettet et spørgeskema du finder det herunder.
Det bliver alt fra mig, i denne omgang.
Kender du nogen der, kan have en fordel i at læse dette blogindlæg, så del det meget gerne