At misforstå det sagte

Jeg har misforstået noget, som min hjemmevejleder har sagt til mig, for noget tid siden skrev jeg følgende;

”jeg har tidligere følt at hjemmevejleder har lyttet til mig, men jeg blev her klar over at det ikke er tilfældet længere, grunden er at hjemmevejleder sagde til mig at vedkommende ikke er bleg for at jeg skal sendes ud i et skånejob – nærmest som om at jeg skulle med magt, men jeg vil til hver en tid nægte at tage ud i skånejob – dels er jeg på den gamle førtidspension men hvorfor skulle jeg noget når jeg ved at det øger min håndrysten.”

Men det var slet ikke det han mente, som jeg ellers havde fået forståelsen af, det han mente var faktisk, at han er ligeglad med hvad vi laver, når vi blot har det godt med det vi laver, f.eks. så er jeg i et aktivitets- og samværscenter for handicappede i Odense Kommune, og hvis det giver mig mening at komme der så er vi nået langt. Det kunne også være ude i et firma hvor vi kommer frivilligt nogle timer om ugen, det skal blot kun give mening for os handicappede. Så jeg håber at min hjemmevejleder tager imod min undskyldning her på bloggen.

Jeg er bare den jeg er, og sådan er det bare, ofte får man at vide at man bar skal op på hesten igen, eller man bare lige skal klappe hesten, men der er jo ikke en hest her, vi med autisme er måske ikke altid lige så hurtige til at forstå ironi, så jer der er normalt fungerende i må altså lige være lidt mere grundige når i giver en forklaring. Og nej jeg er ikke vildt fortrolig med heste – jeg har prøvet at ride en gang i mit liv, det var ikke en gang for meget men ikke noget jeg har lyst til at prøve igen.

Ikke så let ved at tolke andres ansigter / tonefald. Dette er især synligt, når andre bruger deres ansigt eller tonegang til at signalere, at de mener det sagte ironisk. Dette er en af grundene til, at Autister ofte misforstår andre, f.eks. ved at tro, at en fornærmelse, sagt i spøg, er alvorligt ment. Og det bliver ikke nemmere af, at andre nogle gange usandfærdigt påstår, at en ond bemærkning ”bare var for sjov”, for at slippe for at stå ved deres handlinger. Og sådan har jeg det – og alle autister er lige så forskellige som normalt fungerende.

Jeg har desværre erfaret, at nogle mennesker faktisk ikke helt er klar over, hvad en autismediagnose egentlig betyder. Så jeg har lavet en kort liste med svar på de misforståelser omkring autisme, som jeg er rendt ind i, det er udsagn der passer på mig, så det kan være at listen ikke passer på en anden med Autisme.

Se listen ved at klikke på; Jeg har erfaret misforståelser omkring min autisme.

{slider title="Jeg har erfaret misforståelser omkring min autisme" open="false" scroll="false" class="icon"}

Neden for ser du min liste, det er sådan jeg er - men den kan være anderledes for andre med Autisme diagnosen.

• Jeg sidder ikke og rokker i et hjørne, mens jeg stirrer intenst ind i væggen og laver underlige lyde.
  
  
• Hvis du taber en æske tændstikker på gulvet, kan jeg ikke ved et enkelt blik på dem fortælle dig det eksakte antal. Jeg kan kun sige at der er mange. Og det kan tage lang tid at samle dem sammen igen.
  
  
• Jeg er ikke blottet for empati. Forklaringen kan være, at mennesker med autisme oplever ofte vanskeligheder med at fornemme, hvad andre tænker og føler – og dermed umiddelbart at afkode og forstå den andens perspektiv.
  
  
• Jeg er ikke et matematisk geni, som kan udregne selv de mest vanskelige matematiske opgaver på et øjeblik, jeg kan faktisk ikke matematik og regning. På det punkt har jeg en meget lav IQ.
  
  
• Jeg er ikke arrogant - men når jeg er i større forsamlinger med mennesker, jeg ikke kender, har jeg brug for tid til at "aflæse" folk - og er derfor meget tilbageholdende, indtil jeg er klar til at deltage aktivt.
  
  
• Jeg kan sagtens have øjenkontakt. Men det er ikke noget jeg har det godt med, så jeg er ikke uartigt hvis jeg ikke kigger på dig.
  
  
• Jeg kan godt lide knus og berøring fra mennesker, jeg er tæt på. Så undgå berøring.
  
  
• Jeg kan godt ændre mine rutiner, hvis det sker i et trygt miljø og miljø-rutine for mig hænger sammen.
  
  
• Jeg kan godt klare spontane planer, hvis jeg selv er den, der tager initiativet (for så har jeg selv forberedt mig på det).
  
  
• Jeg kan sagtens have gode, sociale relationer - bare ikke så mange, som andre.
  
  
• Jeg kan ikke være i et kærligt forhold, det er fordi jeg ikke forstår meningen med det. Og måske fordi jeg mere til det samme køn som mig selv.
  
  
• Jeg kan godt agere i større forsamlinger, bare ikke så længe ad gangen.
  
  
• Jeg forstår ikke jokes eller vittigheder, jeg kan ikke se det sjove i det.
  
  
• Jeg kan godt klare at have planer 2 dage i træk, men jeg skal til gengæld bruge et par dage efterfølgende på at komme til kræfter igen, fordi jeg bliver udmattet i både hoved og krop.
  
  
• Sidst, men ikke mindst: Jeg er den samme, som jeg altid har været, men nu har jeg mulighed for at forstå, hvorfor nogle ting er svære, og mulighed for at tage hensyn til mig selv. Det er en proces, som kommer til at tage tid, da nogle ting er sværere at acceptere end andre. Jeg har, som tidligere skrevet, mistet nogle venner efter jeg har fået diagnosen - og selv om det gør ondt, så er jeg nu kommet så langt, at jeg mener, at DE har et endnu større problem end jeg. Jeg er sikker på, at jeg med tiden får et meget bedre og mindre stressende liv, fordi jeg nu ved, hvad jeg skal forholde mig til.
  
  
• Det er ikke autisme, der er skyld i at jeg er kørestolsbruger. Det skyldes andre fysiske udfordringer, der heller ikke er synlige.

{/sliders}