Siden sidst

Jeg har for lang tid siden annonceret, at jeg vil skrive om mit liv herunder om min opvækst, det gør jeg fordi, jeg desværre fra egne rækker møder stor kritik over, at jeg hele mit liv gerne har villet være handicappet. Men det er en direkte løgn og her i julen 2019, har jeg sat mig for at begynde at skrive om mit liv på godt og ondt. Så første del vil være om mine første leve år.

Jeg vil starte ved begyndelsen og gå frem til nutiden og hvad jeg måske kan vente mig af fremtiden, vi kan jo desværre ikke spå om vores fremtid – det ville ellers være meget smart hvis man kunne det. Denne nye artikelserie vil blive fremvis med billeder af mine familiemedlemmer. Fra dengang dvs. både mine forældre og 2 storebrødre. Der er 9 og 12 år mellem os.

I denne måned er det 3 år siden min far desværre døde, min far havde været syg i flere år, og her tidligere i år nærmere bestemt sidst i marts, døde min ældste bror af cancer i hele kroppen, dog med undtagelse i hovedet, min bror nåede desværre kun at få en kemobehandling og så gik det stærkt med en masse blodpropper i hovedet. Jeg syndes, at det har været ekstremt hårdt efterfølgende, fordi nogle pludselig ikke mente, at min mor og jeg gjorde nok for min far den gang han levede og var syg.

Men min far valgte desværre selv at melde sig ud af det sociale samvær med rigtigt mange mennesker. Men det er som om, at de andre er klogere end os andre. Og selvom de ikke har været en del af familien før de enten kom til midt i firserne eller i 2011, så er det som om at de tror at de har været en del af familien hele livet.

Min far forsøgte i hele min barndom, at få lægerne til at indse, at der var noget galt med mig, som barn og ung havde jeg nemlig epilepsi, og jeg havde mange anfald om morgenen, men min far fik blot at vide at han havde set alt for mange syge mennesker gennem sit arbejdsliv som Falck redder. Han blev afvist, gennem en åre række på 2 til 3 år gik jeg ofte til læge, som barn (fra 8års alderen til 11års alderen) for at få målt mit blodsukker, men alle gange lå mit blodsukker helt normalt, for lægerne mistænkte at jeg kunne have sukkersyge dengang, men det var jo udelukket når det var normalt.

Jeg husker, at da jeg i 1993 stod i lære som bager i København det var lige omkring nytår hvor min far havde opsøgt familie lægen, der viste min far læge et af de typer anfald jeg havde og der gik det op for familie lægen at der ikke var tale om for lavt blodsukker men derimod epilepsi, samtidigt med at dette sker så er jeg så uheldig men også heldig at jeg falder ned af en trappe heldigvis kun 3 trin, men ned faldt jeg og slog mig, dette skete i København – jeg havde glemt en aftale i bageriet, og så ville jeg skynde mig, men det gik lidt for hurtigt.

Jeg blev af ekspedienten i bageriet, sendt på skadestuen, men der var fyldt op af fulde mennesker pga. nytåret 1993/94 så jeg fik 4 meget stærke hovedpine piller med hjem, men med formaning om at komme næste morgen hvis de ikke havde virkning, jeg mødte op næste morgen og 10 minutter efter ankomst blev jeg indlagt og med diagnosen Epilepsi, i de første 5 minutter på skadestuen den morgen, havde jeg haft et par anfald. Så den var klokkeklar.

Så min far har også haft sit at slås med på vegne af mig, og min far har nok måske mistet troen på systemet, når jeg gennem mange år er blevet snyltet på den måde, men det er også for mig svært i dag, fordi jeg er blevet mistolket så meget gennem så mange år.

Jeg har i dag ikke epilepsi men jeg har til gengæld så mange andre problemer, som jeg slås meget for at få på plads, men desværre føler jeg igen at det bliver snyltet og det er både i sundhedsvæsnet og ikke mindst i det sociale system, og så får jeg ofte bare at vide, at jeg ikke gør nok for at finde ud af hvad jeg fejler. Men de aner jo heller ikke hvordan det er at være mig. De skal sådan set, bare være glade for at de ikke har en håndrysten der faktisk ligner den rysten som Parkinson patienter har.

Det kan man se i nedenstående video hvor jeg efter stort besvær, får lavet mig et glas kakaomælk. Jeg kunne jo så godt have både alm. mælk stående og så kakaomælk men hvorfor skulle jeg have det, jeg tænker ikke at kakaomælk kan bruges til flæskestegssovsen eller anden slags sovs. ??

Nu går året snart på hæld, der er nu kun 24 dage tilbage af i år, jeg håber at, næste år bliver væsentligt bedre end det har været i år. Og at der ikke kommer flere ubehageligheder – dem vil vi meget gerne være foruden, når jeg skriver vi så hentyder jeg til min mor og undertegnet.

Som det ser ud her og nu, så tror jeg godt, at jeg får tid til at skrive endnu 2 blogindlæg, det er jo næsten for tidligt at ønske jer god jul og godt nytår, men at skrive her, og med min gode musik giver mig en vis ro og afslapning. Og gør at jeg på ingen tid kan få skrevet en hel masse, men nu her i julen er det på tide at få skrevet så meget som muligt ind af det jeg kan spørge min mor om, min mor er oppe i 80erne og hun lever jo heller ikke evigt, så hvis jeg skal få skrevet noget godt om min opvækst så er det nu det skal gøres.

Der er meget jeg husker, men der er jo også noget jeg ikke kan huske og så er det også godt, at jeg har barnets bog jeg kan læne mig op ad. Men det er jo ikke alt der står i den. Men jeg tænker, at i kan glæde jer til første del af min livshistorie. Som vil indeholde lidt, fra starten af dagens indlæg.