Den her autisme, der har rumsteret i 42 år, som har været en ukendt faktor i mit liv, har lagt meget til grund for den jeg er, selvom diagnosen Autist er forholdsvis ny for mig,ænder den mig ikke, jeg er jo den sammen som jeg hele tiden har været. Dette er min mening
Men jo Autist gør at jeg til tider tænker over hvad der er sket i mit liv, hvad ville havde været
anderledes hvis jeg havde gjort noget andet.
Min mor har fortalt mig at man da jeg gik i 4. klasse snakkede om at jeg skulle til en anden skole, havde man nu ikke lyttet til mig havde jeg så haft det nemmere med at få hjælp i dag. Den Autisme, Epilepsi og den Klinefelter, hvis nu..... ja hvis nu man havde vidst det så havde jeg måske haft det meget nemmere, end jeg har det i dag, eller hvad?
Jeg tænker - hvorfor lytter man mest til barnet (i dette tilfælde mig), hvorfor valgte man ikke at afprøve det, jeg frygtede den gang for dem jeg kunne sammen med i skolen, der var kun 3 ud af ca. 20. Men ville jeg havde mistet kontakten, hvis jeg havde skiftet skole, mon jeg ville havde fået ny venner. I dag er jeg overbevist om at jeg ville havde fået flere jeg kunne være sammen med, fordi den skole jeg kunne have gået på var mere til handicappede den gang, ja jeg er lige ved at tro at jeg ikke var blevet mobbet.
Ja bagklog kan man jo altid være, ja det er så fandes det her, jeg har sikkert skrevet det tidligere, men min epilepsi blev opdaget nytåret 1994/95 kun 21,5 år gammel, jeg havde ellers haft symptomerne eller tegn på det lige fra barns ben, sommeren 2003 bliver Klinefelter syndromet opdaget kun 31 år gammel - og november 2014 bliver det opdaget at der er tale om Autisme, men ved hver eneste diagnose - samtlige diagnoser sår Odense Kommune stor tvivl om - de nægter at tro på det, mener at jeg bare siger det for sjov. Hvorfor skulle man sige at man har det for sjov - ja selv som barn. Ja i mine skole papirer står der angivet at jeg har haft et godt forhold til dem jeg har gået i klasse med, men hvorfor er jeg så blevet mobbet. Skolen den gang ville jo ikke hjælpe med mobningen, vi elever skulle selv løse det, men ja det blev kun værre af det. Ingen hjælp at få.
Min autisme er min personlighed, venner er kun i ental, jeg har en ven - en meget god ven, han er multihandicappet - han skal have hjælp til alt, han har ikke sprog - men ved hjælp af mimik og "tegn til tale" så kommer vi langt. Vi har til august i år, været venner i 18 år. Kammeraterne forsvandt som dug fra solen omkring min 8 måske 9 års alder, der var kun lige de absolut tætteste naboer, men som sådan ikke kammerater, jeg var sær allerede den gang - mente de jeg gik alt for meget op i mad og bagning. Jeg fik på et tidspunkt smag for at male på porcelæn, men grundet min rysten måtte jeg også opgive det, ja mine handicaps har næsten altid stået i vejen for mig.
Men det eneste der ikke har kunnet slå mig af pinden er min interesse for mad, ja mad kan jeg lave, uden mad og drikke dur helten ikke. helt kan jeg måske tilskrive mig, mange kan li den mad jeg laver fordi jeg kan få selv den mest stædige til at spise, det er tilfældet for min ven, ja jeg er mere ellermindre skyld i han endnu lever. Ja men sådan er jeg - min ven har set mig mange gange sidde eller stå og lave mad, er med under hele processen, smager på hver del gennem forløbet, har set mig røre mayonnaise, set æggeblommer blive til den mest lækre mayonnaise. Været med til at smage til.
Ja jeg har sær interesser, men har vi ikke alle det?
I dette indlæg bruger jeg Autist og Autisme, jeg ved at nogle koger over at jeg bruger begge betegnelser, men jeg kan ikke se at hvis man skriver Autister (det er flertal) kan finde en betegnelse der er bedre, hvis man skal bruge Autisme til flertal, kan man sige Autismer - det lyder meget forkert.
Mine tanker kredser rundt og rundt, der er problemer i familien - mine tanker suser rundt - jeg er der for min mor, min far er ligemeget - han er kun en dranker - dranker med meget store bogstaver. Mine store brødre er der, og dog ikke helt, den ældste storebror der er 12 år ældre end mig taler jeg meget mere med, min storebror der er 9 år ældre end mig taler jeg meget lidt med, ja siden 5. februar har jeg slet ikke talt med ham, vi kan ikke sammen, men bruddet skete allerede i sommeren 2014.
Jeg kan ikke sammen med mennesker, jeg kan næsten ikke med Neuro Typiske mennesker, jeg kan bare ikke jeg kan ikke gøre for det.
Jeg har svært ved at klare mig, folk er begyndt at klage over at de ikke kan hører mig når jeg taler med dem i telefon, det er på grund af min håndrysten, når jeg fortæller folk det at det er derfor, siger de at det er dårlig forbindelse. Men sommetider skulle de selv prøve at høre dem selv, de er ikke til at høre, nogle snakker på en måde så man skulle tro de spytter når de taler. Ja men sådan er der så meget.
For ikke at skabe for meget røre og debat på Facebook, vil i så ikke være venlige at tage debatten i mit kommentar felt her under, der skal opgives e.mail adresse, men jeg udlevere ikke mail adresser til nogenm de bruges kun til jeres egen skyd, så hvis i har skrevet en kommentar og der kommer svar på den, så får i besked. I meget nære fremtid kommer der også et debat forum her på www.autismeliv.dk.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskreds, venner og familie.
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, om det at have gået med autisme i 42 år - uden at kende til diagnosen, se mere om mit tilbud her.
Kunne du tænke dig at få et nyhedsbrev, hver gang jeg udgiver et blogindlæg, så kan du tilmelde dig her, det er helt gratis.