Min skole- og uddannelsesvej har været alt andet end lige. Mange vil nok sige, at jeg har prøvet mere end de fleste – men det betyder ikke, at det hele har været let. Jeg har kæmpet mig igennem systemet, gang på gang – og hver gang med håbet om at finde en retning, der gav mening for mig.
Folkeskolen (1978–1988)
Jeg begyndte i børnehaveklasse i august 1978 og gik ud af 9. klasse i juni 1988. Mine år i folkeskolen var alt andet end en dans på roser. Det var en tid fyldt med kampe – fagligt, socialt og følelsesmæssigt – og det satte dybe spor.
Allerede i 4. klasse blev det overvejet, om jeg skulle flyttes til en handicapskole under Odense Skolevæsen. Det blev dog ikke til noget, og jeg fortsatte i almindelig folkeskole – men det stod tydeligt, at jeg ikke passede ind i de gængse rammer.
Jeg blev fritaget for engelsk og fik i stedet ekstraundervisning i dansk og regning. Fra 7. klasse blev jeg også fritaget for tysk. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lære – men fordi undervisningsformen og tempoet ikke matchede min måde at forstå og bearbejde information på.
I 9. klasse blev jeg fritaget for eksamener. Skolen mente, at jeg ikke ville få noget ud af dem, og derfor blev jeg i stedet tilknyttet tre forskellige UEI-kurser (Ungdomsskolens Instruerende Erhvervskurser) under Odense Ungdomsskole. Det var et praktisk og mere håndgribeligt alternativ, hvor jeg fik lov til at lære med hænderne og opleve succes på egne præmisser.
Men det værste ved folkeskolen var ikke undervisningen. Det var mobningen.
Jeg var et mobbeoffer gennem det meste af min skoletid. Jeg stod meget alene – og ingen af de voksne greb ind, heller ikke når det, jeg blev udsat for, reelt var overgreb. Når klassekammeraterne hånede mig, skubbede mig ud eller gjorde grin med alt, der gjorde mig til mig, fik jeg bare at vide, at jeg skulle "indordne mig".
Jeg blev mobbet med mine "flyveører", og fordi jeg malede på porcelæn – noget, de andre mente kun var for piger. Jeg blev ofte placeret bagerst i klassen, som en slags “sinke”, og det signal, det sendte, gjorde intet godt for min selvtillid.
Ofte løb jeg væk i frikvartererne og gemte mig på skolens område – under træer, i buske, hvor som helst. Når de andre havde ledt forgæves, gik jeg bare hjem. Det var mit mønster. Min måde at flygte fra noget, jeg ikke kunne beskytte mig imod.
Men det sidste år i folkeskolen gjorde jeg noget:
Jeg fik opereret mine ører. De blev syet ind. Jeg bar en tyk forbinding om hovedet og ørerne i fjorten dage – og pludselig troede alle, at jeg havde været ude for en ulykke. Selv lærerne. Ingen vidste, at det var en operation – og jeg sagde det ikke til nogen. Det var min hemmelighed.
For første gang fik jeg lov til at sidde forrest i klassen. Lærerne gad ikke råbe for at nå ned til mig bagerst, og måske opfattede de mig som mere skrøbelig i den periode. Men det vigtigste var: Mobberierne stoppede. Fra den ene dag til den anden. Da forbindingen blev taget af, blev de onde klassekammerater stille. De havde mistet et våben.
Jeg har aldrig selv mobbet andre. Jeg ved, hvor ondt det gør. Det er frygteligt at blive mobbet – og jeg har hadet andre for at gøre det. Jeg har sagt, og vil altid sige: Mobning er modbydeligt.
EFG Levnedsmiddel – Odense Tekniske Skole (1988–1989)
Min drøm var at blive kok, og det var første skridt på den vej. Jeg elskede at arbejde med hænderne, og det var fantastisk endelig at opleve, at jeg kunne noget. Men min ryg begyndte at drille, og skolen vurderede, at jeg ikke kunne holde til det fysisk. Slagter og bager blev også foreslået, men det samme problem meldte sig – kroppen kunne ikke være med. Jeg lærte dog at kærne smør og fik for første gang lov til at mærke stoltheden ved at skabe noget.
Odense Produktionsskole (1989–1990)
Her arbejdede jeg med opdræt af fisk. Jeg fodrede dem, rensede bassiner, sorterede yngel og var ude på både sommer- og vinterture. Det var et hårdt, men meningsfuldt år. Jeg lærte også at bruge strøm til at fange fisk – en teknik, der stadig sidder i kroppen.
EFG Bygge og Anlæg – Odense (1990–1991)
Her forsøgte jeg mig med alt fra murerarbejde til el og tømreropgaver. Jeg havde evnerne, men ikke fysikken. På et tidspunkt blev jeg uretfærdigt behandlet, fordi jeg vidste mere om strøm end de fleste – en uheldig situation med en klassekammerat endte med bevidstløshed, og jeg måtte tage ansvar.
EFG Jordbrug – Kolding Tekniske Skole (1991–1992)
Endnu et forsøg. Jeg kørte mejetærsker og lærte om landbrugsmaskiner. En dramatisk hændelse i en traktor på vej ned ad en bakke endte heldigvis godt – jeg fik bremset i tide og blev rost af både politi og lærere. Jeg lærte også at malke køer og håndtere dyr – og det vakte noget i mig.
Dyrebrugsskolen – Vinding v. Vejle (praktik, 1992–1993)
Jeg elskede det. Her passede jeg alt fra forsøgsdyr til køer og får. Jeg hjalp til ved folinger og lærte, hvordan man klipper får. Det var praktisk arbejde, hvor jeg fik lov til at gøre en forskel – og jeg mødte både respekt og ansvar.
Landbrugselev i Haarby – Fyn (14 dage)
Det blev kun til to uger. Jeg blev udsat for psykisk pres og tvang, både over for mig og dyrene. Det var en voldsom oplevelse, og jeg vil helst ikke tænke for meget tilbage på den.
Civilforsvaret – Odense (fra 1988)
I min fritid engagerede jeg mig i Civilforsvaret. Her lærte jeg alt fra førstehjælp og brandslukning til at lave mad til 300 personer og bruge gasmasker. Det var en fantastisk tid med store øvelser, hvor jeg for første gang følte, at jeg kunne gøre en forskel. Det sluttede brat, da min epilepsi blev opdaget.
Mesterlære som bager – København (1993)
I sommeren 1993 fik jeg tilbudt en mesterlæreplads som bager og flyttede til København. De første tre måneder boede jeg hos min mormor, senere hos en ældre dame. Jeg havde glædet mig til livet som bager – men ved nytåret 1993/94 blev jeg indlagt med epilepsi. Det blev afslutningen på drømmen. Jeg har dog stadig viden og kunnen fra den tid.
HG-uddannelse (1994–1995)
Selvom jeg havde fået epilepsi, forsøgte jeg mig med HG. Jeg gennemførte trods modgang og latterligt lave karakterer – alle eksaminer endte med 03, og det sled hårdt på mig. Inspektøren ønskede, jeg skulle stoppe, men jeg nægtede at give op. Det var en kamp.
Den frie ungdomsuddannelse (1996–1998)
Jeg ville gerne læse EDB og HTML, og kom ind i en spændende verden med Silicon Graphics-maskiner og kameraarbejde. Jeg lærte meget og var tæt på at gennemføre, men blev tvunget til at stoppe to måneder før tid. Det knuste mig. Jeg sad grædende på en bænk i Odense og bankede hovedet ind i en plakatsøjle – så kom nogle venlige betjente forbi. Det blev mit vendepunkt.
ASV Odense (1998–2000)
Efter mødet med politiet blev jeg henvist til ASV Odense. Her blev jeg mødt med forståelse og respekt. Jeg arbejdede i træværkstedet og mødte min gode ven Toke. I august 1998 – samme måned som jeg startede på ASV – fik jeg endelig tilkendt førtidspension. Men det var ikke en slutning – det blev begyndelsen på en ny vej.