- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2968
Dette indlæg kan, komme til at såre mange. Jeg kommer med tanker om retten til livet, om videnskaben og om menneskeheden skal lege gud. Er det ok at man fra vælger at få et barn med handicap? Sådan starter jeg dette indlæg. Indlægget kommer efter udtalelser, om at man gerne vil kunne vælge fra, at få et barn med Autisme. Men hvem siger at det næste barn vil få samme grad eller måske grænseoverskridende Autisme? Tænk sig hvis man kunne se via genetisk undersøgelse at et barn ville blive ekstremt urolig med mere efter den 12 uges graviditet.
Hvad nu hvis du afbrød graviditeten, fordi du fik at vide at barnet du venter vil få Autisme men at graden ikke er nær så voldsom som dit barn er det nu. Hvad så – hvordan ville du stille dig.? Jeg ville havde svært ved det, men jeg tror at jeg gerne ville have barnet. Fordi vi plejer at sige har du kun mødt en med Autisme, så er det kun en, hvad med alle de andre?
Nu er det bare sådan at der kommer jeg aldrig til at stå, jeg kunne heller ikke stå og skulle tage beslutningen – jeg er nemlig steril for at sige det mildt, jeg er født med Klinefelter Syndromet og har derved en genetisk fejl.
Hvert år får gravide tilladelse til abort efter abortgrænsens 12. uge, hvis fosteret er blevet diagnosticeret med sygdom. Også selv om fostret er blevet diagnosticeret med sygdomme, som man kan leve længe og stort set normalt med.
I 2011 blev der givet tilladelse til abort af 118 fostre med Downs Syndrom. 13 med kromosomfejlene Turners og Klinefelter syndrom. Og aborter til fostre med læbe-gumme-gane-spalte. Det viser medicinske sager i abortsamrådene fra 2011, som Politiken har fået aktindsigt i.
Kilde: http://politiken.dk/debat/ECE1682824/hvor-normal-skal-man-vaere-for-at-blive-foedt/
Et af de syndromer, der opdages ved nakkefoldsscanningen, er den kromosomfejl, der går under navnet Turner syndrom. Turner syndrom forekommer kun hos piger, der mangler et x-kromosom, eller hvor det ene af deres to x-kromosomer er misdannet. Det betyder, at Turner-piger ikke bliver højere end 147 cm og ikke kan få børn uden ægdonation. Men modsat børn med Downs syndrom er Turner-pigerne ikke mentalt handicappede. Alligevel vælger omkring 87 procent af de gravide, der får at vide, at de venter en Turner-pige, at afbryde graviditeten og abortere deres Turner-pige. Også drenge med Klinefelters syndrom bliver sorteret fra af deres mødre. Her betyder et ekstra x-kromosom, at drengene producerer mere kvindeligt kønshormon, som i værste fald betyder manglende sædproduktion.
Kilde: http://www.bt.dk/danmark/gravide-fravaelger-velfungerende-boern
Hvad er et normalt barn?
Er vi i gang med at udrydde alle med handicap? Hvis vi er det, så fortsætter menneskeheden med det samme, som Hitler gjorde under 2 verdenskrig. Jeg ved godt, at der er nogle der vil pege fingre ad mig og sige at det ikke kan sammenlignes. Men helt ærligt, hånden på hjertet, Hitlers tro var en helt 100 % ren menneskerace.
Fakta i historien:
Ved begyndelsen af Anden Verdenskrig påbegyndte det nazistiske regime likvideringen af individer med fysiske handicaps, mentalt retarderede og syge. Drabene blev omtalt som "eutanasi" - eller "medlidenhedsdrab".
I henhold til den nazistiske racehygiejne-politik var fysisk og mentalt handicappede "ubrugelige" i det tyske samfund, en trussel mod den ariske genetiske renhed og "uværdige" til at leve.
Det såkaldte "eutanasi-program" ("T4-program") kostede angiveligt 270.000 mennesker livet.
Kilde: http://www.holocaust-uddannelse.dk/baggrund/eutanasi.asp
Spørgsmålet er om vi via Abort ved mistanke om handicap, ikke færdiggør det som Hitler var i gang med? Hvis man via genetisk undersøgelse kan sige at det barn, nogle forældre går og venter på, bliver meget plejekrævede om det så skal vælges fra er et godt spørgsmål, men på den anden side vil jeg sige nej.
Men hvad er så værst; at få et barn med en psykisk diagnose eller et barn der får Muskelsvind? Lad os gå ud fra at man får et barn der bliver født med Duchenne Muskelsvind, for få år siden kunne de børn blive måske max 12 år gammel, hvordan det ser ud i dag ved jeg ikke, men jeg kender da en håndfuld der har denne sygdom og de er i dag en del mere end 12 år, og det takket være de maskiner der fås, maskiner som kan trække vejret for dem. Så er der den type muskelsvind der udvikles når man er fra midt i trediverne og opefter den er ret slem da det er ALS – jeg snakker om, det er faktisk sådan at lægerne har haft mistanke på et tidspunkt at jeg kunne have ALS – jeg har det heldigvis ikke.
Personer med ALS ender altså ud med at skulle have hjælp til alt, de fleste ender med at have Respirator og sonde til både mad og drikke, det eneste de kan bruge til sidst er deres øjne, de kan ikke hoste slim op og skal også have hjælp til dette. Diagnosen stilles ved hjælp af blandt andet muskelbiopsi og andre kliniske undersøgelser. Hovedparten af personer der får ALS, har haft et normalt liv, nogen med meget høje stillinger i et erhverv, men med et bliver de ramt af ALS. Sidste stadie for en ALS patient er Loceked in, dvs personer har masser af viden, men kan ikke kommunikere på nogen som helst måde, de kan end ikke blinke med deres øjne, de er det modsatte af begrebet hjernedød, deres hjerne er ikke død, men det er deres krop.
Jeg tror ikke at os, med autisme skal klage over at vi har det ringe, vi er udfordret på mange punkter, jeg ville nødigt ende med, at alle former for handicap kan screenes og scannes – tænk sig en verden hvor der kun findes perfekte mennesker, 100 % perfekt kan jo i sidste ende jo også være et handicap.
For lige at blive lidt ved min egen omgangskreds, så skal vi ikke glemme at en del, af de andre handicappede jeg er sammen med i det daglige, de har det godt – de fleste af dem jeg tænker på er personer som skal have hjælp til alt, de skal have hjælp til at komme op af sengen, hjælp til at komme på toilet, og til at spise og drikke, komme hen og se fjernsyn. Alt det som vi andre gør ved egen hjælp, det skal mine venner have hjælp til. Men selvom de har brug for hjælpen, så er de glade, de smiler, og har et fedt liv og masser af oplevelser, det at de griner og smiler er kun tegn på at de har det godt. Flere af dem er meget påvirkelige af dufte (MCS) – duftoverfølsomme, eller de er spastikere og har vildt mange kræfter som de har meget svært ved at styre, der er også epileptikere – altså personer med epilepsi. Der kan være mange grunde, de lever og har måske levet hele deres liv på bosteder og har måske ikke set til andet, men en del af dem faktisk måske har fået en senhjerneskade i deres tidelige udvikling. Jeg har en ven som faldt i vandet som halvandetårig, han er født ganske normalt men blev efterfølgende handicappet. Jeg har bekendte der fik vaccinationer med nogle af de første MFR-vacciner og de blev herefter multihandicappede.
En af dem – der fik mén af en MFR-vaccine kunne sidde i timer med en klud, og dette stykke stof kunne vedkommende sidde og trække hver eneste tråd ud af det stykke stof. Kan man forudsige alle handicaps, nej – kan man forudsige at man falder i vandet og drukner og overlever men med mén, og selvom man så skulle havne i en kørestol efter at være druknet – så kan man trods, at man har brug for massiv hjælp have et godt liv, og have det sjovt.
Jeg har Klinefelter Syndrom. I en af kilde henvisningerne, står der at man via nakkefoldscanning kan se om barnet vil kunne få Klinefelter Syndrom. Hvor er jeg glad for at det ikke fandtes den gang jeg var blevet undfanget og min mor ventede mig. Jeg er glad for livet, men pisse træt af de symptomer / bivirkninger der er ved at være Klinefelter. Men træt af livet – nej da – slet ikke.
Til trods for mine udfordringer, og der har været mange, så har jeg da et godt liv, ja jeg har haft det godt, selvom mit liv er meget mere anderledes end alle de andre, der har et liv uden handicap. Men hvem ved om de ikke kan blive ramt af et handicap.
Hvad med, at man også fik abort, hvis man kunne se at ens barn ville blive hashmisbruger, alkoholiker, stor ryger og alt det andet? En hashmisbruger kan blive kriminel, for at få penge til sit hashmisbrug, de er mindst lige så belastende i samfundet som os der har et handicap.
Afslutningsvis vil jeg slutte dette indlæg af med et digt jeg har fundet på internettet, nogen vil kunne genkende det, mens det er nyt for andre, det hedder ”Rejsen til Holland…”
Rejsen til Holland
At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende...
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen...
Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland"
"HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland?
Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"
Men der er lavet om på fartplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive...
Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.
Det er bare et sted, som er anderledes.
Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger
og du må til at lære et helt nyt sprog.
Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.
Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.
Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland...
Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter...
Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
De praler af hvor vidunderligt de havde det der.
Og resten af dine dage vil du sige:
"Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".
Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig...
for tabet af drømme har stor betydning.
Men... hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning
at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
til at værdsætte og nyde det helt specielle,
det virkeligt vidunderlige ved... Holland
af: Emily Pearl Kingsley (http://www.our-kids.org/archives/Holland.html)
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2232
I dag et blog indlæg, der ikke omhandler min Autisme så meget, kun lige nævnt et par gange, men den svære kunst at skulle tabe sig med viden om Autisme i baggrunden.
Jeg er stolt af mig selv fordi jeg taber mig ikke så meget på i vægt men mere i omfang for en uge siden målt jeg mig til 127 cm i livvidde I går lørdag måle Det er mig til 122 cm i livvidde Jeg synes jeg har god grund til at være stolt af at jeg kan tabe mig selvom det er afsindigt svært en svær kunst at skulle tabe sig når jeg har Autisme fordi det brud på den normale tilstand Det er svært at bryde vaner.
Vaner som at gå ud i køkkenet sent om aftenen, for at lave mad gerne med fløde og ikke bare kaffefløde men piskefløde fordi, det er der man kan få en cremet sovs.
Siden den 14 april i år har jeg allerede tabt mig i vægt og volumen, jeg er kanon stolt af mig selv at jeg er kommet så langt Det havde jeg så ikke ventet, jeg er allerede tættere på mit første delmål. Mit første delmål er 115 kg derefter fortsætter jeg ned til 110 kg, og videre ned til 99 kg som var min læges ord at jeg skulle ned under 100 kg, jeg tager hvert delmål med 5 kg spring. Det kan også godt være at jeg fortsætter ned til 95 kg.
Om jeg skal have delmål i volumen, ved jeg ikke rigtigt, men mon ikke det er realistisk at det skal være 115 cm ja måske 110 cm i livvidden, i løbet af denne sommer, jeg kan jo allerede nu se at jeg bliver mindre. Det er ikke let at være på slankekur når der er så mange fristelser når man går ud og handler, der er fristelser alle steder for hvert skridt man går i butikkerne.
En af mine største udfordringer, er at jeg på grund af blandt andet min Autisme, elsker at stå ud i køkkenet at lege eller forsøg med mad og finde på nye madretter, men det kan jo også lade sig gøre med sundmad. Jeg så på Facebook en opskrift på en slanke booster, den skulle stå køligt, i stedet for har jeg lavet den til at den skal koges i 5 til 10 minutter og så smager den godt.
I den tid jeg har været på 5:2 kuren har jeg fundet på en del nye opskrifter, til blandt anden min frokost, og i sær på mine faste dage hvor jeg kun må få 600 kcal. På faste dage er det mit må at spise så mange grøntsager som muligt, 100 g grøntsager koster kun 35 kcal. Se lidt billeder af min frokost her under.
Alt kan bruges i mine forsøg på at finde på nye retter, eller lave renter om, så det kommer til at smage bedre, så det får en ny smag, og med en ny smag er en ny ret født, og så er det jo lige meget om det de sunde retter.
Det meste af den mad, jeg spiser nu tager jeg billeder af, så jeg kan inspirere andre til, at faste mad nødvendigvis ikke er svært at lave, siden jeg påbegyndte min livsstils ændring, må jeg indrømme at salater er min foretrukne vej til gode og sunde retter, noget af det jeg ret ofte spiser efter livsstils ændringen er avocado på mange forskellige måder, Avocado er jo ikke en grøntsag det er en frugt, men den er super god til mange ting.
Jeg har valgt at tabe mig, efter livsstilskuren 5:2 og når jeg har tabt mig det jeg skal, vil jeg fortsætte med at leve efter den her nye livsstil, og vil fortsætte med at leve efter den når jeg er kommet ned på en noget lavere vægt, og så går jeg efter al sandsynlighed over til en faste dag, og har man så været i byen kan man jo lige tage en ekstra faste dag.
Jeg syndes selv, jeg har meget god grund til at være stolt, af mig selv jeg er kommet i gang, jeg har tabt mig i vægt og ikke mindst i omfang, nu skal jeg blot holde kursen, og det er en svær kunst at kunne, når man som mig har Autisme og mange andre fysiske handicaps. Og ikke mindst er en meget stor madelsker.
God søndag til jer alle.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres familie og venner.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2084
Jeg føler at jeg er et kæmpe fjols, når jeg står der og trykker dør håndtaget ned, og at der er låst. Det er en stor belastning at have det på den her måde, det er pisse irriterende.
Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt var indlagt på epilepsihospitalet i Dianalund. Jeg var kommet til Nyborg og måtte vende om for at køre mod Odense for at tjekke om døren var låst det betød at jeg kom for sent til gen indlæggelse på epilepsi hospitalet i Dianalund Jeg fortalte det til lægerne og sygeplejerskerne, men de kiggede bare underligt på mig og jeg fik ikke svar på det.
Men de kunne ikke give mig en ledetråd eller en ide til at komme her problem til livs Jeg kæmper hverdag for at komme det her problem til livs Jeg tror lidt, at det måske skyldes min autisme, at jeg ikke har mulighed for at kontrollere behovet for, at skulle tjekke om døren virkelig er låst.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres familie og venner.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2108
Når det kommer til fester, så er jeg en meget kedelig person, at have med fordi at jeg vil isolere mig, ved at sætte mig et sted, hvor støjen er ret minimal, det samme gælder også koncerter, med mindre jeg skal lave noget, og at det ikke er hele dagen. Hvis jeg feks. skal tage billeder til en lille koncert på en time, så betyder det ikke noget som sådan, da jeg kan lukke af, for de mange høje lyde. Allerede her er der mange, der med det samme tror, at jeg ikke er særligt social, men det er så fordi folk ikke kender mig godt nok.
Jeg har i mit liv været med til 2 {tip Grøn Koncert skaber plads til forskelle::I mere end tre årtier har Grøn Koncert hver sommer skabt fest, glæde og mangfoldige møder for tusindvis af koncertgæster. Med Grøn Koncert er det lykkedes at skabe et velgørende kulturarrangement til gavn for mennesker med muskelsvind kombineret med Tuborgs passion for fest og festivaller. Overskuddet fra alle koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde for at skabe livskvalitet for mennesker med muskelsvind og deres pårørende.}Grønne koncerter{/tip}, bag hegnet - når jeg skriver bag hegnet så mener jeg som frivillig, det der gjorde stort indtryk på mig dengang var dels de mange særdeles høje lyde, lugte og så varmen. Når det handler om lugten så er det når folk ikke kan vente med at komme på wc, og de så står til fuld offentlig skue og tisser gennem hegnet og nu er der nok mange der vil tænke at det kun er mænd der gør sådan noget, jeg må skuffe jer det kan kvinder også nemt gøre. Den her luft af tis på en var sommerdag blander sig så lige med lugten af øl og mange forskellige slags mad. Absolut ikke mums for en der er så følsom for lugte og støj. Og det har slet ikke noget at gøre med at være sart, sådan er jeg bare.
Så istedet for prøvede jeg kræfter med Cirkus Summarum et par gange, men igen måtte jeg i sidste ende takke nej, varmen de høje lyde fra DR bigband, skrål fra børn og bare generel larm er ikke lige mig. Jeg har prøvet det og så er den ikke længere. Her er det igen den lugt af sved og støvet fra pladsen, kørestol og lugten af mad fra pladsen og alle de popcorn der er ved at tage lysten fra en, man får godt et super sammenhold på Cirkus Summarum, men hvad nytter det når musikken fra DR Bigband er så hæj som den er, varmen og ja støjen og lugten igen.
Og nej at komme som gæst til koncert er nu heller ikke mig, og det bliver heller aldrig mig igen. Sådan er og bliver det fremad rettet, og det er der ikke noget at gøre ved. Jeg er meget støj følsom, og det kan jeg ikke gøre noget ved, nogle vil nu tænke at jeg bare kunne gå med høreværn eller ørepropper, men jeg kan hverken holde ud at gå med propper i mine øre, in ear ej heller, og da slet ikke noget over mine øre. Så løsningen ligger ikke mig nær.
Jeg vil meget gerne være social og sammen med andre, men der hvor problemet opstår er meget af alt det ovenstående, når alt det blandes sammen gør det, faktisk umuligt at være i socialt samvær med andre.
Jeg kan engang huske en hjemmehjælper der kom en aften og skulle hjælpe mig, hun kunne næsten ikke høre lyden på det jeg sad og så, men til gengæld kunne jeg høre det hun hørte i bilen, gennem lukket bildør og bilrude, og gennem min lukket dør - så højt hørte hun musik i sin bil og hun råbte af mig og jeg måtte bede hende om at dæmpe sig. Jeg er ikke døv men det var hun der.
Men pga. autismen og min støj følsomhed, så er det meget svære at være sammen med andre på det sociale område, og ud over min autisme så har jeg jo også en lang række andre fysiske udfordringer, og dem vil jeg komme ind på i det næste blog indlæg.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskred, venner og familie.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2426
Nu er det sådan at ikke alt skal omhandle autisme, dagens indlæg omhandler mine fysiske udfordringer. Som er lidt afvigende - vil nogen sige. Som nogen af jer ved så har jeg kørekort til bil, en minde historie handler om at føre bil, jeg er blevet anklaget for mange ting gennem mit liv, en af de værste var at jeg både var beruset og påvirket og førte bil på en og samme tid.
Jeg havde været i Faaborg for mit arbejde og på turen hjem, gennem Svanninge bakker, kommer der en bil i høj fart bagfra, på det her tidspunkt kører jeg 60 km/t på en strækning, hvor man netop kun må køre 60 km/t. Vedkommende overhaler mig og forsøger at få mig til at stoppe indtil flere gange, under turen på vej mod Odense. Han var sur over at jeg kun kørte 60 km/t på denne strækning.
Og dette fortsætter, i meget langt tid, jeg forsøger vildt rystende på mine hænder at ringe til Politiet, en anden trafikant ser dette optrin, fra den bilist der forsøger at bringe mig til standsning, det er en lastbilchauffør og han får blokeret den anden bilist så jeg kan få ro til at ringe til Politiet, jeg får fat i Politiet og får at vide at jeg er tosset som jeg kører og ham jeg snakker med sidder på sin pind i Slagelse, og er absolut ikke til at tale med. Jeg er rystet over at blive anklaget for narko og alkohol påvirket kørsel. Via telefon og uden at myndighederne har set det og uden at havde set mig i mine øjne.
Lige på denne dag er Politiet i gang med en større razzia inde i Odense hvor dæk og andet på biler bliver tjekket, det gør de ved rundkørslen O3 og Ørbækvej, jeg stikker kurs der ind, og da jeg ankommer der inden og parkere min bil, der går jeg rystende over til betjentende, de er lige blevet færdige med den Razzia, jeg går over og beder om at puste frivilligt, de har på deres radioer hørt det der er sket nede ved Svanninge bakker. Jeg puster frivilligt, denne betjent har på denne dag kørt som betjent i små 20 år, og han har aldrig oplevet at der er en der beder om at puste frivilligt. Han tjekker mig lidt igennem og kan se at jeg er meget påvirket af det. Han kalder op og får den vagthavende i Slagelse og siger at jeg er helt ren og ham i Slagelse er meget stille, efter et øjeblik bliver der kaldt ud til alle om at det ikke er mig der er påvirket på nogen som helst måde, anmelderen derimod viste sig at være påvirket, han havde set mig sidde i bilen og køre hvor mine hænder ryster, han havde tænkt at jeg skulle stoppes. Koste hvad det ville, men han havde ikke tænkt at det kunne ramme ham selv. Og det ramte ham selv ret hårdt – jeg behøver vel ikke skrive mere, jeg går ud fra at i kan tænke jer til resten. Mange mennesker er meget fordomsfulde, når de ser handicappede ude i trafikken. Og er der nogen der skal ha en overhaling så er det os med handicap, og jo jeg ser det ret ofte, gad vide om folk er bange for at vores handicap smitter. Jeg udgiver højst sandsynligt et indlæg om at være fordomsfuld.
Det at have denne ryste sygdom, som jeg har er et sandt rystende mareridt, som jeg aldrig kan slippe af med, den forfølger mig og det er resten af livet. Hvis andre mennesker nu ikke bare var så skide slevoptagende og egoister, og lod os andre om at passe vores liv, så var der meget mere plads til os alle sammen. Men at blive stresset på den her måde, mindsker absolut ikke min håndrysten, det bliver forstærket i væsentliggrad. Verden i dag er skruet sådan sammen at der stilles krav, krav giver stress for nogle af os. Krav fra det offentlige om at man skal det ene og det andet for at man skal kunne noget bestemt.
Så sent som i denne weekend, har der været problemer – og fra personer som burde vide at der hvor de kommer (kommunal hjemmepleje), at der kan være både ældre og handicappede, men nej igen fik jeg at vide at jeg var både psykisk syg, alkoholiker og narkoman, jo tak siger jeg bare, men behøver man være alt det, bare fordi man ryster på hænderne? dem der sagde dette her til mig burde, trods alt vide bedre gennem deres arbejde.
Jeg mindes at da de kom hos mig, fra den kommunale hjemmepleje, og de skulle hjælpe med tandbørstning, med de der Interdental tandbørster, se billede nedenfor. Jeg fik pænt at vide at det ville de ikke stå med, da det lå uden for deres område, jeg fik ganske kort at vide at jeg skulle blive voksen og så tage mig sammen. Nu har jeg et privat firma, som jeg er super glad for at have hos mig.
I weekenden den 28 og 29 maj, sad jeg både lørdag og søndag aften med mine armskinner og fodkapsler på i 4 timer, og der kunne jeg mærke at min krop kunne slappe af, men det var først der. I forbindelse med min rysten, fandt jeg ud af her i weekenden at jo mere jeg bruger mine armskinner jo bedre har jeg det faktisk, jeg har en Kædedyne der burde kunne hjælpe på det, men min rysten er så slem nu at end ikke den kan hjælpe mig af med generne fra min rysten. Det er derfor aftalt at jeg ved nærmeste lejlighed, skal aflevere kædedynen tilbage til Odense Kommune. Kædedynen afhjælper ikke min angst og de andre problemstillinger vedrørende min autisme.
Når jeg sidder der med mine armskinner så kan jeg intet gøre, det er nok den bedste slankekur, for det er komplet umuligt at få noget indenbords, armene er helt strakte og jeg kan ikke bøje mine arme, men fordelen er at min krop kan slappe af, jeg mindes en læge skrive at jeg bør bruge dem så meget som muligt, men når fysioterapeuter så læser det så væmmes det, i dem for de kan ikke li det, der er i den grad delte meninger om brugen af armstrækkeskinnerne og fodkapslerne. Men jeg må jo vide bedre end dem hvordan min krop reagere når jeg bruger hjælpemidlerne.
De kan jo også bare spørge min psykiater og høre hvad han siger, men hvorom alt er, så de mediciner der findes mod rysten, dem kan jeg ikke tåle på nogen som helst måde, da bivirkningerne er værre end bivirkningerne ved hjælpemidlerne. En af bivirkningerne ved medicin er at jeg ikke må føre bil så længe jeg ville få medicinen, det handler i lige så høj grad om livskvalitet som om friheden til at komme rundt, og hvem ville ligge i en seng, fordi der er bivirkninger fra medicin kontra at bruge hjælpemidler.
Men hvad er det, der er så slemt ved denne rysten, det er at jeg har det fra min krop af. Hvad nu hvis du arbejde med mejselhammer i et job lige så længe, mon arbejdstilsynet ville tillade det, jeg tror det næppe.
Hånd-arm vibrationer opstår især, når man bruger slående, roterende eller vibrerende håndværktøj som fx mejselhamre, borehamre, motorkædesave og vibrerende og roterende slibemaskiner. Der kan også opstå vibrationer, når man bruger håndførte maskiner som fx vibrationstromler og havefræsere.
De første tegn på skadelig påvirkning fra hånd-arm vibrationer er typisk snurrende eller følelsesløse fingre. Efter længere tids belastning er der risiko for at få såkaldte “hvide fingre”. “Hvide fingre” viser sig i anfald, når det er koldt, som hvide, kolde og følelsesløse fingre. Anfald kan også opstå ved berøring af fx koldt værktøj.
Kilde: https://arbejdstilsynet.dk/da/regler/at-vejledninger/h/d-6-2-haand-arm-vibrationer
Hvis arbejdstilsynet kunne bestemme eller påtale arbejdsskade, ville de havde påpeget det for længe siden og at der skulle rettes op på det, men det kan man ikke når det er kroppen der gør det. Derfor bruger jeg Armstrækkeskinner der mindsker min håndrysten i væsentliggrad dvs. ca. 90 % af min rysten forsvinder ved brugen af armstrækkeskinnerne, alene det er jo positivt.
Nedenfor kan i se billeder af mine Armstrækkeskinner og fodkapsler, samt se et billede af mig, med dem på siddende i min kørestol. Klik på billederne for at se dem store.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskred, venner og familie.
Kopiering af opskrifter, diverse tekster samt billeder
og video fra hjemmesiden er ikke tilladt.
Hjemmesiden er lavet i samarbejde med Autismefoto