- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2184
Jeg er yngste barn i børneflokken, vi er 3 drenge, mine store brødre er henholdsvis 9 år og 12 år ældre end mig. Min far er fra 1934 og er 82 år, og min mor er fra 1937 og er 78 år, men lige om et par mdr. bliver hun 79 år.
Alle mine bedsteforældre er døde, min morfar og farmor har jeg aldrig set eller mødt. Min farfar kan jeg svagt mindes, han døde i 1981, min mormor, som jeg har mange minder sammen med døde i 2001.
Jeg vil beskrive min barndom som atypisk, fordi min far dengang gik meget mere op i sit job, end man kunne forvente, ofte når jeg har siddet og snakket barndom med mine brødere, beklager de sig over at far aldrig var med til f.eks. Fodbold eller andre ting, men når jeg så bringer mine far mangler ind, så er det ofte af mindre betydning, min far var i mine første skole år meget med til f.eks. jule arrangementer, men det stoppede omkring da jeg gik i fjerde klasse.
Min far har altid arbejdet meget, især da jeg var barn, han var uddannet snedker – men arbejdede hos Falck, men dengang kørte han noget følgeskade bekæmpelse, han kørte ud og gjorde rent efter brand på primært virksomheder. Af virksomheder hvor min far har gjort rent hos var blandt andet Samba (flødebolle fabrikken), trykkeri, kraftværk, han har også gjort rent efter kemikalie udslip på en af de kemikalie færger der har sejlet på Storebælt.
De bedste sommerferiere jeg mindes er når vi holdt ferie i Norge, det gjorde vi hos en af min mormors veninder, det var hyggeligt og sjovt, min far var igen den type at han ikke ville ud og se noget hvis det stod til ham, men ofte når vi var afsted, så kørte vi ud for at se noget spændende, jeg har set blandt andet Vigelandsparken og Vigeland-museet, og mange andre spændende ting, det gjorde vi imens vores værtinde var til møder, hende vi boede hos havde været gift med en der var noget inden for de Norske grænseloser – det var han under 2. verdenskrig, der var forsat møder og mindehøjtideligheder. Jeg har også været helt oppe i toppen af Homlekollen dvs. den gamle skihoppebakke, jeg har kørt i Spirallen – og fik også historien med bag om Spirallen.
Det var tider og det var sjovt at komme rundt de forskellige steder, vores værtinde havde mange venner og bekendte og dem besøgte vi også, jeg kan huske at et af stederne fik vi på forhånd lov til selv at vælge aftensmaden, der fik i boller i karry med ris til, eller den gang at vores værtinde og jeg gik gennem en båd og fik våde fødder. Den bedste ferie jeg havde var da min ene kusine var med, på turen til Norge, der var en nogenlunde jævnaldrende at snakke med.
Se nu har jeg så lagt op til at skrive lidt mere om den øvrige familie, jeg har ikke haft særligt meget med min fars familie at gøre, dog snakker jeg af og til med min faster som så er 10 år ældre end min far. Men det kunne være sjovt og hyggeligt at møde dem, hvad enten min far vil det eller ej.
På min mors side har jeg kontakt til min moster, som er min mors yngste lillesøster, og hendes 2 børn har jeg lidt kontakt til, vi skriver lidt sammen på Facebook. Min mors ældste lillesøster sagde vi farvel til i 2000 efter længere tids sygdom. Og der er kontakten til hendes børn nærmest ophørt. Hvilket er brandærgerligt. Vi har engang snakket om at der skulle holdes en fætter kusine fest, men det er aldrig blevet til noget.
I min familie, altså mine forældre og mine søskende og jeg, der er forholdet mellem os også lidt brændt lidt ud, min far har ellers aldrig drukket som sådan, men her de seneste 10 år er han gået mere og mere over til de helt stærke sager, han drikker som aldrig før, og jeg føler ikke at han er til at kende mere, han har haft en del problemer med hjerte og andre ting de seneste 10 til 15 år.
Han vil bare ikke indse at alderen indhenter ham, til trods for at han har haft et godt arbejdsliv, min mor har altid gået hjemme og passet os børn og hus. Jeg skriver og snakker sammen med mine søskende men det er ikke ret meget vi gør det.
Min mor og jeg er meget sammen både her i nutiden, men også i datiden, vi har haft mange timer sam-men, jeg mindes når jeg sad ved sofabordet og skulle lave lektier, og når min mor blev lidt for sur over mig, fordi jeg måske blev ukoncentreret, så rejste en af vores gamle hunde sig for at ville ud, der gik lang tid før vi blev klar over at det var tegnet på at vi skulle lave noget andet, så med tiden lærte vi at når det blev for meget for mig, så skulle vi stoppe, ofte endte vi i køkkenet og så bagte eller lavede vi mad. I dag laver min mor og jeg mad sammen, vi spiser sammen og vi nyder det, selvom maden til tider kan hænge os langt ud af halsen. Men vi nyder at gøre det sammen.
Min far får for det meste blot bare varme mad, min far vil allerhelst spise sin varme mad midt på dagen, det vil min mor ikke. Så min mor og jeg spiser som oftest aftensmad sammen, og så får min far den op-varmede mad, dagen efter det er helt klart hans helt eget valg.
Min ældste storebror, der er 12 år ældre end mig er født i 1960, har 5 børn i alt, jeg har ingen kontakt til de 2 ældste niecer, der kom noget i vejen for kontakten – noget med mine handicaps, det samme gælder deres mor – der er heller ikke nogen kontakt – desværre. De næste 3 børn har jeg næsten heller ikke nogen kontakt med – dvs. jeg har kun den ene på kontakt listen på Facebook. Min ældste storebror er ikke længere gift. Men har siden han blev udlært som bager i 1980, arbejdet som bager og arbejder forsat i faget.
Min yngste storebror, der er 9 år ældre end mig er født i 1963, har 2 børn, der har jeg slet ingen kontakt med de 2 nevøer, og igen desværre, den yngste af de 2 børn har til med noget handicap med i bagagen, min bror er udlært mekaniker, og har allerede været mere end 25 år hos Falck dels som ambulanceredder men også kørt med kranvogn. Og hvad nu ellers Falck gør i.
Og så er der lige mig, så er jeg næsten færdig med familie beskrivelsen, jeg er født i 1972 – jeg har gået i alm. Folkeskole lige fra 1. klasse til 9. klasse, dog ville jeg i dag havde ønsket, at jeg og mine forældre hav-de sagt ja til specialklasse da jeg skulle i 4. klasse, det havde nok gjort det hele meget nemmere for mig, og jeg havde undgået alle de nederlag jeg har været udsat for. Både i folkeskolen, erhvervsgrunduddan-nelserne havde måske været nemmere i det hele taget. Ok alt det jeg har lært kan ingen dog tage fra mig. Og jeg har aldrig haft interesse i at have en kæreste eller have de lyster som andre har. Det siger mig slet ikke noget. At gå i byen og drikke og den slags, har jeg heller ikke haft særlig lyst til, på noget som helst tidspunkt.
I mit liv har der også været hunde, af alle de hunde har det hver gang været Collier, som jo er den eneste rigtige hund i min optik. Her under finder i 2 billeder af den hund der i den graf kunne læse mig, om hvornår jeg havde det dårligt. Han kom bare lige så stille ind på mit værelse dengang da jeg boede hjemme hos mine forældre. Han er husket i vores hjerter og vi ses igen på den anden side af regnbue broen. Og nej jeg har aldrig været til katte, da det ikke siger mig så meget. Og den anden grund til ikke at have kat, var at vejen mine forældre bor på var og er stærkt trafikeret, og der køres hurtigt, selvom der kun må køres 50 km/t.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskreds, venner og familie.
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, om det at have gået med autisme i 42 år - uden at kende til diagnosen, se mere om mit tilbud her.
Kunne du tænke dig at få et nyhedsbrev, hver gang jeg udgiver et blogindlæg, så kan du tilmelde dig her, det er helt gratis.
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2231
Tiden er til det lige nu, vi kan ikke komme uden om det der er sommerferie over Danmark og det meste af Europa, men jeg bliver nu alligevel ofte spurgt til om jeg skal ud og rejse, vi kender godt til ordsproget ”at rejse er at leve” citatet kommer fra en af datidens store digtere – ja H. C. Andersen.
Billederne her under, er hvad jeg tænker om, hvad der er ferie for mig, at tage ud og rejse langt væk er bare ikke mig.
Men nej jeg vil hellere være hjemme i min egen lejlighed, der er jeg tryg og har det helt fint med det, der kommer dog senere på året en weekend hvor jeg skal være sammen med dejlige mennesker i Landsforeningen Autisme, kreds Fyn. Nå men nok om det. Og lad os så bare hurtigst som muligt få normale tilstande. Jo hurtiger jo bedre. Nå jo det er bare min autisme og mig.
Jeg har været på ferie, i udlandet en gang som voksen, og varmen var ved at tage livet af mig følte jeg, jeg var på opfordring taget til Mallorca dels for at prøve det, men også for at få en oplevelse, men jeg må indrømme det var bare ikke mig. Der var alt for varmt, det var stressende og jeg var alene afsted, det var inden jeg kendte til min autisme diagnose, ja længe før jeg vidste noget om Klinefelter Syndromet, mener jeg var afsted i 2001.
Skulle jeg holde ferie ville jeg gerne opleve Nordkap, gerne sammen med min Mor. Som barn holdt jeg en del ferier i Norge, vi boede hos min mormors kollega, det var tider og det var sjove ferier vi havde, men det kan du læse mere om i et ældre indlæg.
Ferie som min familie har det nu, er som pest, det skranter og vi har det alle skidt, så nej ferien bliver nok mere som at vi kører ud om morgenen og kommer hjem omkring middag, jeg orker ikke ret meget for tiden, så det skal være lidt mere roligt end ellers.
Så nej til ferie, jo mere normalt som hverdagen eller rettere dagligdagen så har jeg det meget bedre, der skal ikke store afvigelser til før det ender i den modsatte grøft og det hele ender på gulvet med et brag. Jeg er godt klar over at det lyder kedeligt, men det behøver jo ikke at være kedeligt at være hjemme i ferien, hvorfor handler meget om at komme ud og opleve verden? Når man nu faktisk har det bedst i sine vante omgivelser, og for mit vedkommende er meget faktisk noget mere besværligt at komme rundt for at opleve verden, dels pga. min kørestol, men også alle de andre hjælpemidler jeg gør brug af, nej så hellere blive hjemme i sine vante omgivelser.
Men jeg ønsker, alle læsere en rigtig god sommer og sommerferie. Bloggen holder lidt ferie, det er dog ikke ensbetydende med at der ikke kommer indlæg, der kommer indlæg hvis der er behov for det. Dog max et om ugen i de næste 3 uger. Så fra 1. august 2016 vender jeg tilbage med det normale antal skriv om ugen.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskreds, venner og familie.
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, om det at have gået med autisme i 42 år - uden at kende til diagnosen, se mere om mit tilbud her.
Kunne du tænke dig at få et nyhedsbrev, hver gang jeg udgiver et blogindlæg, så kan du tilmelde dig her, det er helt gratis.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2481
Den her autisme, der har rumsteret i 44 år, som har været en ukendt faktor i mit liv, har lagt meget til grund for den jeg er, selvom diagnosen Autist er forholdsvis ny for mig, ænder den mig ikke, jeg er jo den sammen som jeg hele tiden har været. Dette er min mening og mit ord.
Men jo Autist gør at jeg til tider tænker over hvad der er sket i mit liv, hvad ville havde været anderledes hvis jeg havde gjort noget andet.
Min mor har fortalt mig at man da jeg gik i 4. klasse snakkede om at jeg skulle til en anden skole, havde man nu ikke lyttet til mig havde jeg så haft det nemmere med at få hjælp i dag. Den Autisme, Epilepsi og den Klinefelter, hvis nu..... ja hvis nu man havde vidst det så havde jeg måske haft det meget nemmere, end jeg har det i dag, eller hvad?
Jeg tænker - hvorfor lytter man mest til barnet (i dette tilfælde mig), hvorfor valgte man ikke at afprøve det, jeg frygtede den gang for dem jeg kunne sammen med i skolen, der var kun 3 ud af ca. 20. Men ville jeg havde mistet kontakten, hvis jeg havde skiftet skole, mon jeg ville havde fået ny venner. I dag er jeg overbevist om at jeg ville havde fået flere jeg kunne være sammen med, fordi den skole jeg kunne have gået på var mere til handicappede den gang, ja jeg er lige ved at tro at jeg ikke var blevet mobbet.
Ja bagklog kan man jo altid være, ja det er så fandes det her, jeg har sikkert skrevet det tidligere, men min epilepsi blev opdaget nytåret 1994/95 kun 21,5 år gammel, jeg havde ellers haft symptomerne eller tegn på det lige fra barns ben, sommeren 2003 bliver Klinefelter syndromet opdaget kun 31 år gammel - og november 2014 bliver det opdaget at der er tale om Autisme, men ved hver eneste diagnose - samtlige diagnoser sår Odense Kommune stor tvivl om - de nægter at tro på det, mener at jeg bare siger det for sjov. Hvorfor skulle man sige at man har det for sjov - ja selv som barn. Ja i mine skole papirer står der angivet at jeg har haft et godt forhold til dem jeg har gået i klasse med, men hvorfor er jeg så blevet mobbet. Skolen den gang ville jo ikke hjælpe med mobningen, vi elever skulle selv løse det, men ja det blev kun værre af det. Ingen hjælp at få.
Min autisme er min personlighed, venner er kun i ental, jeg har en ven - en meget god ven, han er multihandicappet - han skal have hjælp til alt, han har ikke sprog - men ved hjælp af mimik og "tegn til tale" så kommer vi langt. Vi har til august i år, været venner i 18 år. Kammeraterne forsvandt som dug fra solen omkring min 8 måske 9 års alder, der var kun lige de absolut tætteste naboer, men som sådan ikke kammerater, jeg var sær allerede den gang - mente de jeg gik alt for meget op i mad og bagning. Jeg fik på et tidspunkt smag for at male på porcelæn, men grundet min rysten måtte jeg også opgive det, ja mine handicaps har næsten altid stået i vejen for mig.
Men det eneste der ikke har kunnet slå mig af pinden er min interesse for mad, ja mad kan jeg lave, uden mad og drikke dur helten ikke. helt kan jeg måske tilskrive mig, mange kan li den mad jeg laver fordi jeg kan få selv den mest stædige til at spise, det er tilfældet for min ven, ja jeg er mere ellermindre skyld i han endnu lever. Ja men sådan er jeg - min ven har set mig mange gange sidde eller stå og lave mad, er med under hele processen, smager på hver del gennem forløbet, har set mig røre mayonnaise, set æggeblommer blive til den mest lækre mayonnaise. Været med til at smage til.Ja jeg har sær interesser, men har vi ikke alle det?
I dette indlæg bruger jeg Autist og Autisme, jeg ved at nogle koger over at jeg bruger begge betegnelser, men jeg kan ikke se at hvis man skriver Autister (det er flertal) kan finde en betegnelse der er bedre, hvis man skal bruge Autisme til flertal, kan man sige Autismer - det lyder meget forkert.
Mine tanker kredser rundt og rundt, der er problemer i familien - mine tanker suser rundt - jeg er der for min mor, min far er ligemeget - han er kun en dranker - dranker med meget store bogstaver. Mine store brødre er der, og dog ikke helt, den ældste storebror der er 12 år ældre end mig taler jeg meget mere med, min storebror der er 9 år ældre end mig taler jeg meget lidt med, ja siden 5. februar har jeg slet ikke talt med ham, vi kan ikke sammen, men bruddet skete allerede i sommeren 2014.
Jeg kan ikke sammen med mennesker, jeg kan næsten ikke med Neuro Typiske mennesker, jeg kan bare ikke jeg kan ikke gøre for det.Jeg har svært ved at klare mig, folk er begyndt at klage over at de ikke kan hører mig når jeg taler med dem i telefon, det er på grund af min håndrysten, når jeg fortæller folk det at det er derfor, siger de at det er dårlig forbindelse. Men sommetider skulle de selv prøve at høre dem selv, de er ikke til at høre, nogle snakker på en måde så man skulle tro de spytter når de taler. Ja men sådan er der så meget.
For ikke at skabe for meget røre og debat på Facebook, vil i så ikke være venlige at tage debatten i mit kommentar felt her under, der skal opgives e-mail adresse, men jeg udlevere ikke e-mail adresser til nogen de bruges kun til jeres egen skyd, så hvis i har skrevet en kommentar og der kommer svar på den, så får i besked. I meget nære fremtid kommer der også et debat forum her på www.autismeliv.dk.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskreds, venner og familie.
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, om det at have gået med autisme i 42 år - uden at kende til diagnosen, se mere om mit tilbud her.
Kunne du tænke dig at få et nyhedsbrev, hver gang jeg udgiver et blogindlæg, så kan du tilmelde dig her, det er helt gratis.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2066
Indlægget her er skrevet på baggrund af mine erfaringer fra 2 forskellige skånejobs, ja 2 vidt forskellige skånejobs. Det aller første Skånejob jeg var ude i, vil jeg denne gang ikke skrive om da det ligger mange år tilbage, og inden jeg fik stillet flere diagnoser end jeg har i dag.
Skånejobbet som gav mig fuld mening fik jeg, efter en super god Rehab Messe jeg tog til i maj måned i 2007, det var i Fredericia og jeg kom der over ved at jeg fik lavet en aftale med det da værende Handybus, den gang var jeg på et beskyttet værksted der hed Infohuset der hørte under Odense Kommune.
Og jeg nød at være ansat ved Autohuset Vestergaard A/S - jeg havde mine faste opgaver som bl.a. er at holde hjemmesiden opdateret. I starten af juni 2008 var jeg påbegyndt på et nyt spændende site for Autohuset Vestergaard A/S det omhandler varebiler - men det var endnu ikke offentliggjort i efteråret 2007. I sensommeren 2008 åbnede Autohuset Vestergaard i samarbejde med en anden Rehabiler A/S - deres hjemmeside arbejde jeg meget med frem til januar 2013, herefter skær jeg meget ned på hvad jeg arbejdede med at lave på deres hjemmeside, grunden var at der var et kæmpe massivt arbejde og fordi de gerne ville have en webshop.
Det var vanskeligt at få fritid, så jeg gik faktisk ned på et tidspunkt og blev tilbudt et behandlingsforløb, hvilket betød at webshop projektet blev sat i stå fra august 2011 og ca. 8 uger frem, det gav en del problemer, men ikke så meget for mig.
Mit store problem var forståelse for mine problemer, og man glemte til tider at jeg var ansat i skånejob, et skånejob jeg ellers var enormt glad for, men hen over tid fra omkring juletid i 2011 og frem gik det stødt ned ad bakke for mig, jeg blev mere og mere irriteret over støj og larm fra værkstedet, der var til tider problemer med at dem der bad mig om at lave noget på en hjemmeside, at det skulle hellere være færdigt i går end i dag, når jeg i dag ser tilbage på det så savner jeg det meget lidt, men savnet er der, men jeg orker ikke at skulle ud i et nyt skånejob.
I 2012 gik det rimeligt godt med mig på jobbet, jeg var forsat tilkoblet Rehabiler meget, og jeg roede med webshop, men så fik jeg at vide at jeg skulle stoppe projektet fra min lokale chef, det meddelte jeg ham jeg hjalp og så blev det diskuteret meget, og siden hen er det gået noget skævt mellem os, jeg droppede med at programmere og vedligeholde Rehabilers hjemmeside i sommeren 2012 og der var det allerede gået meget skævt for mig, jeg blev primært nu brugt til at hente/bringe kunders hjælpemidler ind i den lokale afdeling når de skulle bruges i forbindelse med ombygning af handicapbiler og minibusser.
Sommeren 2013 forsøgte jeg forgæves at få lidt flere timer på jobbet, det endte blot i den anden retning, i november 2013 var jeg nede på sølle 5 timer om ugen, 31 december 2013 havde jeg sidste arbejdsdag, det var nu helt slut med at være på arbejds market som lønmodtager, grunden er at jeg ikke på nogen måde tåler at folk kommer bagfra, høje lyde og min koncentration er ekstrem lav. Min skånejob konsulent i Kommunen mente ikke det var rentabel for Autohuset Vestergaard og mig at arbejde 3 timer om ugen som var mit ønske. Det blev aftalt at jeg skulle stoppe ved udgangen af 2013.
Hvad jeg ikke vidste i december 2013 er at jeg er autist, og hvad det ville indebære, jeg fik først diagnosen i november 2014, mit indlæg her i dag er ikke for at skade hverken Autohuset Vestergaard eller Rehabiler Specialindretning, det eneste det her kan bruges til, er at handicappede uanset hvilket handicap der er tale om, har brug for rummelighed på arbejdsmarkedet, min historie her i dag vidner om at det ofte kan være svært. At finde plads til os med handicap, arbejdspladsen her glemte til tider at jeg var ansat i et skånejob.
Jeg er led og ked af, at jeg ikke gik mere i kødet, på min daværende lokale chef, for at rette op på problemerne, jeg er måske klar over, at jeg måske ville have haft en job funktion hos enten Autohuset Vestergaard eller Rehabiler Specialindretning den dag i dag, men det kræver at arbejdspladserne kan rumme os med handicap hvis de ikke kan så er det ligemeget.
Men grundet min sanseforstyrelse, autisme og de andre fysiske handicaps jeg har, ser jeg mig ikke længere at kunne være tilgængelig på arbejdes market, men jeg håber at andre vil kunne det, både nu men også i fremtiden. Jeg har store problemer med sanse forstyrrelse som lyde, jeg har problemer med både mine fødder og armer og må bruge særlige hjælpemidler, sammen med alt dette så er jeg også kørestolsbruger. Og jeg har ikke nogen fin motorik, og skal jeg tvinges til at bruge den så går det først galt. Så nej herfra.
Skulle jeg havde gjort noget anderledes dengang i december 2013 så skulle jeg havde haft Direktøren for Autohuset Vestergaard med til et møde om min fremtid allerede den gang.
En sætning som gjorde min mor stolt, som blev sagt af Autohuset Vestergaards direktør i sensommeren 2007 ved åbningen af det dengang nye bilhus i Vejle. "Det her er ham der har lavet vores handicap afdelings hjemmeside", og der stod direktør og frue på hver min side og fortalte det til alle der kom ind, det var vigtigere for ham at fortælle, end at tale om sit nye flotte bilhus. Jeg mindes direktørfruen spørge, hvad min mor og jeg ville have og drikke, og fluks var hun borte, for at komme med sodavand til både min mor og mig.
Om jeg i dag ville ud i et skånejob, jeg ville overveje det meget nøje og vende det med personer der kender mig, jeg ville tage fat i min socialjurist og bede om dennes vurdering, jeg ville snakke med min psykiater, for med den viden jeg ligger inde med i dag - om at jeg er autist - skal tages med i overvejelsen, for vi skal huske på at jeg ikke blot kun er Autist, jeg er også fysisk handicappet på flere områder, jeg har nedsat gang funktion, min motorik i arme og hænder er ret elendig, det er der mange der kan skrive under på.
Jeg vil igen anmode om at debatten køre i kommentar feltet herunder og ikke på Facebook, der skal angives e-mail adresse for at deltage, men den kan ikke ses af andre og den udleveres ikke til andre, den bruges kun til at du bliver orienteret om nye svar.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskreds, venner og familie.
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, om det at have gået med autisme i 42 år - uden at kende til diagnosen, se mere om mit tilbud her.
Kunne du tænke dig at få et nyhedsbrev, hver gang jeg udgiver et blogindlæg, så kan du tilmelde dig her, det er helt gratis.
- Detaljer
- Kategori: Blog Arkiv
- Visninger: 2779
Sidste gang skrev jeg om "Handicap og rummelighed på arbejdspladsen" det var på en privat arbejdsplads - i et Autohus i Odense.
Denne gang bliver det om Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter jeg er i nu, men ikke som ansat eller i skånejob, men som bruger. Det skal nævnes at jeg er en af de bedre fungerende brugere, men det gør at jeg føler at jeg kan bruges til noget, et eksempel er at jeg har optaget en video ud til en gammel grusgrav, som i dag bruges til et ekstra rum med højt til himlen. Se videoen herunder som kun viser køreturen fra Munkehatten til Grusgraven og retur til Munkehatten. Videoen afspilles 7,4 gange hurtigere end den er optaget.
Et miljø der skal indeholde så mange forskellige handicaps, men hvor rummeligheden så er der, er en glæde i sig selv. Også fordi vi alle er så forskellige, nogle snakker lavt, mens andre har råb som en del af deres kommunikation, nogen vil kalde det for skrig, men jeg holder mig til råb. Andre igen kan have udadreagerende adfærd, og kan skade andre, dog ikke med vilje, men som et symptom på at nu er det nok, for mit vedkommende er der lavet aftaler om at bliver det for meget for mig, så kan jeg køre til et andet team.
Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter, som jeg er i består af 5 teams, jeg er fast i team 1, der er lavet aftale om at jeg kan køre til team 4, hvis lydene bliver for meget for mig i team 1. Team 5 er grusgraven, det er hvor der er meget højt til loftet, og hvor man kan lidt mere end andre steder.
Men her fra den 1 august er en ny plan trådt i kraft som vi prøver af, det er aftalt med lederen af Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter nyt koncept for både dem og mig, hvad det indebære vil jeg komme med løbende når projekt ugerne er afsluttet. Projekt ugernes afslutning kan dog pga. tidspres blive forskubbet en smule. Jeg kan derfor heller ikke løfte sløret for hvad den første projektuge kommer til at handle om. Og det er endnu ikke planlagt hvad der skal ske de uger, jeg har dog lavet en liste med ønske til emner. Projektet afsluttes til jul, i starten af 2017 evaluere vi projektet, om hvordan det er gået, og om det er noget der skal fortsætte i 2017.
Her under ses nogle billeder fra de forskellige Teams på Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter. Klik på billederne for at se dem store.
Som i kan se på billederne så er det forholdsvis store lokaler der er på Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter. Min fordel ved at komme der er at være sammen med ligestillede, og så har jeg dog en fordel på en måde, jeg er bedre fungerende end hovedparten af brugerne, derved behøver jeg ikke at skulle leve op til noget for at få noget ud af min hverdag. Jeg håber dog hen over tid at kunne få lidt flere timer officielt, end at man skal sjusse sig frem til at få mere tid. Der er plads til udviklingshæmmede, mobile (gående), borgere med og uden talesprog, de særlige som mig med Autisme, spastikere, epileptikere osv. plads til alle med særligt behov.
Men jeg vil meget gerne rose Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter, for den rummelighed de der tilbyder, for os brugere, jeg har været på noget der hedder Skovgården som er et beskyttet værksted, men der har jeg desværre oplevet et hierarki som er umuligt at bryde, som jeg ser det, hierarkiet er ikke noget personalet gør det til, her er det de andre brugere især dem der har været der længe og i flere år. Passer man ikke lige ind så bliver man nærmest udstødt. Selv personalet har svært ved at bryde og fjerne det hierarki desværre uden held. Man skal huske på det er alle former for handicappede der er sådanne steder.
Sådan et hierarki findes slet ikke på Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter, her er vi brugere som vi bør være. Og personalet har den bestemmende magt og har gode erfaringer i at stoppe konflikter - af det jeg har set, vi brugere kan komme med forslag til aktiviteter. Og det er vel også sådan det bør være. Så Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter er det rigtige sted for mig.
Planen er sådan for mig at opstår der en konflikt, så er det aftalt at jeg har muligheden for at køre til et andet Team, normalt er det Team 4 som er et nærheds team, hvor der for det meste foregår stille ting, ting der netop tager hensyn til os med særlige sanse forstyrrelser. F.eks. høje lyde med mere. Så Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter er alfa og omega for mig og mine udfordringer i mit liv, selvom det er svært at forstå for nogle personer i min omgangskreds.
Og lige her til sidst, mange har spurgt til min fremtid, jeg er ikke den der ser på min fremtid på samme måde, jeg kan ha en drøm eller et ønske, jeg lever i nuet men også ret meget i fortiden, netop fortiden fylder ekstremt meget i mit liv, fordi der har foregået mange ubehagelige ting, fra den gang i folkeskolen, men det kommer jeg ind på senere i år.
Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskreds, venner og familie.
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, om det at have gået med autisme i 42 år - uden at kende til diagnosen, se mere om mit tilbud her.
Kunne du tænke dig at få et nyhedsbrev, hver gang jeg udgiver et blogindlæg, så kan du tilmelde dig her, det er helt gratis.
Kopiering af opskrifter, diverse tekster samt billeder
og video fra hjemmesiden er ikke tilladt.
Hjemmesiden er lavet i samarbejde med Autismefoto