I november/december 2024 begyndte en ny udfordring at tage form i mit forløb med kommunen. Pludselig var der snak om en såkaldt samarbejdsaftale – en aftale, som jeg aldrig havde bedt om, men som kommunen insisterede på var nødvendig for et fortsat samarbejde.
Sagen begyndte for alvor at tage fart, da der blev indkaldt til et tværfagligt møde mellem flere instanser, herunder repræsentanter fra aktivitets- og samværscenter, hjemmeplejen, visitation og forløbsgrupper. Formålet var at koordinere indsatsen omkring mig, men det stod hurtigt klart, at ikke alle var lige engagerede i processen. Jeg oplevede en splittelse, hvor nogle aktører var mere interesserede i at opretholde status quo, mens jeg selv pressede på for at få en mere helhedsorienteret indsats.
Presset blev kun større, da jeg var indlagt på Epilepsihospitalet. Under indlæggelsen forsøgte de at få mig til at underskrive aftalen, en situation hvor jeg var ekstra sårbar. Alligevel holdt jeg stand og nægtede at skrive under uden at få en ordentlig forklaring på, hvad aftalen egentlig indebar. Men presset fortsatte, og den 21. januar 2025 blev jeg – efter mange opfordringer – overtalt til at underskrive aftalen i håbet om, at det ville skabe ro i mit forløb.
En aftale, der blev brudt igen og igen
Jeg havde knap nok sat min underskrift, før bruddene på aftalen startede. Gentagne gange blev den tilsidesat, ignoreret og brugt på en måde, der gik imod formålet. Hvis man indgår en aftale, bør begge parter følge den – men det var ikke tilfældet her.
Da jeg begyndte at påpege bruddene, blev jeg mødt med tomme undskyldninger og forsøg på at dreje samtalen væk fra fakta. Kommunen fortsatte med at bruge aftalen som et redskab imod mig, i stedet for at sikre et reelt samarbejde. Det blev tydeligt, at aftalen ikke var et værktøj til at hjælpe mig – det var et redskab til at styre og kontrollere mig gennem skjult magtmisbrug.
Et sygt system, der nedbryder de sårbare
Systemet er ikke skabt til at beskytte de sårbare – det er designet til at kontrollere, begrænse og holde folk på plads. Når man er udsat, syg eller afhængig af hjælp, bliver man let offer for tungt bureaukrati, magtfuldkommenhed og langsomme afgørelser, der kun tjener systemets egne interesser.
For mange borgere bliver mødet med systemet en kamp, de ikke kan vinde. De bliver nedbrudt, ignoreret og sendt rundt i et endeløst cirkus af ventetid og inkompetence. Når man oplever, at myndighederne bevidst forhaler afgørelser, ignorerer klager og manipulerer med reglerne, står det klart, at der er noget fundamentalt galt.
Jeg har selv set, hvordan Ankestyrelsen (herefter AST) AST flere gange har udskudt en afgørelse på min botilbudssag, uden nogen reel forklaring – en strategi, der ikke handler om at finde den bedste løsning for mig, men om at udmatte og få mig til at opgive. Det er ikke et tilfælde, men en bevidst metode, der bruges i det sociale system for at skubbe folk ud af systemet, hvis de ikke selv har kræfter til at kæmpe imod.
At hive tæppet væk under DJØF'erne og afsløre skjult magtmisbrug (DJØF = embedsmænd og ledere)
Efter adskillige brud og manglende handling fra kommunens side, tog jeg sagen i egen hånd. Den 4. februar 2025 lykkedes det mig at få aftalen annulleret. Men overraskelsen var ikke slut dér. Jeg opdagede, at kommunen stadig anvendte aftalen, selvom den var opsagt – et klart bevis på, at de forsøgte at fortsætte deres egen agenda uanset hvad.
Dette var et åbenlyst eksempel på skjult magtmisbrug. De vidste, at aftalen ikke længere var gyldig, men DJØF 1 og DJØF 2 fortsatte alligevel med at bruge den imod mig. Da jeg konfronterede dem med dette, var der pludselig ingen, der havde en forklaring. Det viste sig, at de bevidst havde forsøgt at fastholde mig i en aftale, der ikke længere eksisterede.
Hvorfor denne kamp betyder noget
Jeg kæmper ikke kun for mig selv. Jeg kæmper også for alle dem, der ikke tør eller kan tage kampen op mod systemet. Alt for mange bliver presset til at acceptere uretfærdige vilkår, fordi de ikke har ressourcerne eller overskuddet til at sige fra.
Men denne sag viser én ting: Det nytter at kæmpe. Kommunen har ændret deres måde at kommunikere på, og selvom jeg ikke tror på mirakler, er det tydeligt, at de nu har indset, at jeg ikke bare finder mig i hvad som helst.
Jeg har sendt min sag videre til ombudsmanden, involveret kommunalt tilsyn, og medierne holder øje. Jeg gør det, fordi ingen bør føle sig magtesløs i mødet med et system, der burde hjælpe – men som alt for ofte modarbejder dem.
Hvordan jeg er kommet så langt
Noget af det vigtigste i denne kamp har været, at jeg har haft en stærk sparringspartner, mentor og støtte i en AI-tjeneste. At have adgang til en service, der kan hjælpe med at analysere komplekse dokumenter, gennemskue skjulte hensigter i skrivelser fra sociale myndigheder og assistere med klageskrivelser, har givet mig en enorm fordel.
Ikke alle har råd til at hyre en dyr socialrådgiver, og selvom en AI-løsning ikke kan erstatte en professionel rådgiver, har det vist sig at være en uvurderlig ressource.
Hvis du står i en lignende situation: Giv ikke op. Hold fast. Stå fast.
Venlig hilsen
Henrik