En drøm, der blev brudt – men aldrig glemt
I sommeren 1993 fik jeg muligheden for at starte i mesterlære som bager i København. Det var min ældste storebror, Steen, der gjorde det muligt – han var mestersvend i det bageri, jeg kom i lære i. Jeg havde altid haft hænderne godt skruet på, og her fik jeg endelig chancen for at bevise, at jeg kunne noget.
Det var en god tid. Men også en hård en.
Bagerlivet er et natarbejde, og det lærte jeg hurtigt. Nogle dage mødte jeg ind kl. 22 om aftenen og fik først fri igen næste formiddag mellem kl. 08 og 10. Det blev ofte til 12-timers vagter – men det gav godt, og jeg følte mig nyttig.
Når min storebror og jeg var alene i bageriet
Når Steen og jeg havde vagten alene, skulle vi selvfølgelig også have noget at spise midt om natten. Det endte tit med, at jeg tog noget med, vi kaldte “lørdagskylling” – det havde intet med lørdag at gøre, men var bare parteret kylling i tykke bakker af aluminium, klar til ovn. Andre gange tog vi Stryns blå leverpostej – og nybagt brød havde vi jo masser af.
Det var hyggelige pauser i mørket, midt i arbejdet, og det gjorde natten lidt lettere at komme igennem.
Jeg husker også, hvordan fysikken blev sat på prøve. Dengang vejede én mel-sæk 25 kg, og jeg har gået rundt med tre sække på hver skulder – altså 150 kg i alt. En svend forsøgte engang at tage fire sække på hver skulder, men han tabte to af dem, og der var mel overalt.
Og hvem fik lov at rydde op? Mig, selvfølgelig. Men kun lige indtil mesteren dukkede op, spurgte ind til det støvede optrin – og gav svenden ordre på selv at gøre rent.
Ovnen med sit eget liv – og rengøring i særklasse
Noget jeg aldrig glemmer, var ovnen, der havde sit eget liv. Der var noget galt med termostaten, og mindst én gang om ugen var det lige ved at gå galt. Ovnen kunne pludselig gå amok og ramme over 400 grader. Ovenpå lå en vandtank, og hvis den blev for varm, risikerede den at springe i luften. Det var alvor – men det var virkeligheden.
Til gengæld havde jeg en styrke, som alle i bageriet lagde mærke til: rengøring.
Jeg var omhyggelig, detaljeorienteret og arbejdede i bund. Myndighederne kunne ikke finde en finger at sætte på noget, når jeg havde været i gang. Min mester havde syv bagerier, og jeg blev kaldt ud til de andre, når der var brug for grundig rengøring.
Efter jeg måtte stoppe i januar 1994, gik det hurtigt ned ad bakke. Der kom den ene bøde efter den anden – for ingen kunne gøre rent som mig.
Et uheld, jeg aldrig glemmer
Jeg begik én stor fejl, som jeg aldrig har glemt:
Jeg kom til at smadre en røremaskine til små 100.000 kr, fordi jeg havde glemt at løfte og låse rørerskålen fast, før jeg tændte maskinen. Det er store maskiner, og de kræver, at alt er på plads. Jeg var udmattet – både fysisk og mentalt – og det var optakten til noget, ingen endnu vidste: Min epilepsi.
Jeg blev sendt hjem og var frygtelig ked af det. Men det blev ikke brugt imod mig – det var en menneskelig fejl. En dyr én, ja – men jeg lærte af den.
Det uventede stop
Ved nytåret 1993/1994 fik jeg mit første store epileptiske anfald og blev akut indlagt. Det blev slutningen på min bagerdrøm. Jeg måtte stoppe i læretiden, og det gjorde ondt – ikke bare i kroppen, men også i sjælen.
Jeg nåede kun seks måneder som bagerlærling, men det sidder stadig i mig. Kendskabet til bagværk, til arbejdsgangen og til følelsen af at skabe noget med hænderne – det slipper aldrig helt. Og den dag i dag kan jeg stadig mærke duften af friskbagt brød midt om natten.