Et arbejde, der gav mig ansvar – og næsten kostede mig livet
I midten af 1990’erne var det et krav, at man skulle i arbejde, hvis man ville modtage kontanthjælp. Mange kaldte det nedladende for “dum i job” – som om det ikke var rigtigt arbejde.
Men sådan så jeg det aldrig.
For mig blev det en periode, hvor jeg fik lov til at tage ansvar, lære nye ting og være en del af et fællesskab. Jeg fik opgaver, som krævede både overblik og tillid – og det var netop dét, jeg havde brug for.
Fra papirarbejde til rigtigt arbejde
Jeg startede som administrativ medarbejder i det, man kaldte Villaen på Billedskærervej i Odense – en del af det daværende Odense Bytrafik. Opgaven var at tyde navne og adresser på skyldeposer. Tempoet var højt, og jeg kunne ikke følge med.
Jeg blev derfor flyttet til mere praktisk arbejde på Remisen ved Sdr. Boulevard – også kaldet Station 1. Her begyndte det, der skulle blive et af de bedste og vigtigste kapitel i mit arbejdsliv.
Et hav af opgaver og tillid
På Station 1 kom jeg til at hjælpe garagevagterne med alt fra rengøring af busværkstedets gulve til tekniske og logistiske opgaver. Eftersom området var lukket og privat, fik jeg også lov til at flytte rundt på de store bybusser – noget jeg stadig ser som en tillidserklæring.
Jeg hjalp også med at:
-
Indsamle og håndtere pengebøsser fra busserne, ved hjælp af speciallift
-
Sortere og flytte tunge pengesystemer
-
Organisere chaufførernes arbejdsnumre på en stor tavle med tilhørende busnumre
-
Hente og erstatte defekte busser på ruten
Det var ikke pjat. Det var rigtigt arbejde, og jeg blev mødt som en, der kunne noget.
Et øjeblik fra katastrofe
Men det kunne også være farligt.
En dag i september eller oktober 1995, mens jeg fejede værkstedet, var jeg få centimeter fra at falde ned i en smøregrav.
En smøregrav er en fordybning i gulvet på et værksted, hvor mekanikere kan stå og arbejde under store køretøjer som busser. Den er dyb, men ikke dybere end at man kan stå oprejst og nå op under bunden af køretøjet.
Jeg mistede balancen – måske på grund af søvnmangel, lavt blodsukker eller uopdagede epileptiske anfald. Tre mekanikere så det og nåede at gribe fat i mig i sidste øjeblik. Havde de ikke reageret, kunne jeg være styrtet direkte ned og kommet alvorligt til skade.
Ugen efter blev jeg indlagt for første gang på Epilepsihospitalet i Dianalund – og blev der i næsten seks måneder. Det var et afgørende vendepunkt i mit liv.
Ikke dum – bare anderledes
Så nej, det var ikke “dum i job”.
Det var arbejde med mening. Det var en mulighed for at bidrage, lære og være med. Jeg fik lov til at bruge min kunnen – og det gjorde en kæmpe forskel for min selvfølelse.
At samfundet vælger at kalde det “dumt”, siger mere om systemet end om mig.