Bjergegården – et sted med rum til forskellighed
Mit første skånejob begyndte i januar 2001 og varede frem til april 2004. Det var efter, jeg fik førtidspension i 1998 – og efter flere års forsøg på at finde fodfæste i uddannelse og ordinært arbejde. Nu skulle jeg prøve en ny slags hverdag. En arbejdsplads, hvor rammerne tog højde for, at jeg ikke havde det samme energiniveau og overskud som andre.
Jeg blev tilknyttet Bjergegården, som dengang hørte under Fyns Amt, og som i dag er kendt som Munkehattens aktivitets- og samværscenter. Min funktion var todelt: Jeg skulle både rengøre og være en del af det sociale samvær med brugerne. Det blev en god tid, hvor jeg oplevede, at jeg faktisk kunne gøre en forskel – ikke ved at præstere, men ved at være til stede.
Mad, fællesskab og nærvær
En af de ting, jeg selv fandt på, var at lave mad sammen med brugerne én gang om måneden. Det blev hurtigt et højdepunkt – ikke bare for mig, men også for dem. Når vi lavede mad sammen, kunne brugerne følge med i processen: De kunne se, hvordan maden blev til, lugte, hvad der var i gryden – og være med på deres egne præmisser.
Det var ikke store gastronomiske mirakler – men det var ægte. Og det skabte liv og nærvær i hverdagen.
At forstå uden ord
På Bjergegården var de fleste brugere kørestolsbrugere, og mange havde ikke noget verbalt sprog. Derfor blev det vigtigt at kunne aflæse mimik og kropssprog, og at forstå lidt af det, der kaldes “tegn til tale” – en forsimplet udgave af tegnsprog, hvor ét ord udtrykkes i ét tegn.
Jeg lærte med tiden at tyde de små signaler hos den enkelte: Om nogen gerne ville ud og gå en tur, høre musik, lytte til en historie – eller bare gerne ville være alene. Det krævede nærvær og opmærksomhed – og det lærte mig meget om mennesker.
Rengøring og realiteter
Udover samværet med brugerne var rengøring en fast del af min funktion. Jeg gjorde rent på gangene og i OASEN – et rum, som fysioterapeuterne brugte til både individuelle og fælles aktiviteter. Det var et sted med ro og fokus, og for mig føltes det næsten som et lille fristed midt i arbejdet.
Men med tiden blev det klart, at det fysiske arbejde blev for tungt i længden. Jeg havde for mange og for lange perioder med sygedage – og det kunne en arbejdsplads som denne ikke blive ved med at stille sig tilfreds med. Især ikke, når de forventede, at jeg dukkede op regelmæssigt.
En værdifuld tid – trods alt
Selvom det ikke kunne holde i det lange løb, ser jeg tilbage på min tid på Bjergegården som noget værdifuldt. Det var et sted, hvor menneskelighed fyldte mere end effektivitet. Hvor jeg lærte, at det at være en del af et fællesskab ikke altid handler om tempo – men om tilstedeværelse.