✅ Tvunget til at kunne selv
Et systemkritisk forord til “Mine diagnoser”
Når man har behov for hjælp i hverdagen, burde det handle om det, man faktisk kan og ikke kan. Men sådan er virkeligheden desværre ikke i Odense Kommune.
Jeg oplever igen og igen, at der bliver lagt et skjult rehabiliteringspres på mig – selvom det er lovstridigt i min situation. Det sker ikke med store bogstaver i sagsakterne, men i det, jeg møder i min hverdag. Og det gør ondt.
Hjælp ét sted – krav et andet
Når jeg skal afsted om morgenen til mit aktivitets- og samværstilbud, kommer hjemmeplejen.
De hjælper mig i overtøjet, lyner min jakke, og spørger: “Skal jeg hjælpe dig med det her?” – det gør de uden at stille spørgsmålstegn, uden bebrejdelser. Det er hjælp, der giver tryghed og værdi.
Men så snart jeg ankommer til tilbuddet, ændrer stemningen sig.
Nogle medarbejdere virker modvillige. De ser ikke min rysten. De ser ikke mine begrænsninger. Hvis jeg spørger, om de vil tage min madpakke op af tasken, får jeg et nej – jeg skal selv, selvom mine hænder ryster så voldsomt, at maden risikerer at ryge på gulvet.
Det er ikke omsorg.
Det er påtvunget rehabilitering – og det må ikke ske.
Ankestyrelsen: Jeg kan ikke rehabiliteres
Allerede i Ankestyrelsens afgørelse fra 23. december 2021 (j.nr. 21-41013) blev det slået fast med krystalklarhed:
“Vi vurderer, at du på grund af din funktionsnedsættelse ikke selv kan udføre opgaverne.
Vi vurderer også, at et tilbud om rehabilitering ikke vil kunne forbedre din funktionsevne og nedsætte dit behov for hjælp…”
Det betyder:
❌ Kommunen må ikke forsøge at gøre mig “selvhjulpen”
❌ Kommunen må ikke trække hjælp tilbage for at presse mig til at gøre mere selv
✅ Kommunen skal tage udgangspunkt i, hvad jeg faktisk har behov for
Og alligevel oplever jeg det stik modsatte – igen og igen.
Principafgørelse 82-12: Hjælpen skal følge borgerens behov
I principafgørelse 82-12 understreger Ankestyrelsen følgende:
“Serviceniveauet skal fraviges i de tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør dette…”
“… der skal lægges vægt på borgerens værdighed, integritet og mulighed for at leve et så normalt liv som muligt, herunder et socialt liv.”
Men i Odense Kommune bliver serviceniveauet ofte brugt som et loft – ikke som et udgangspunkt.
Jeg møder igen og igen holdningen: “Vi arbejder rehabiliterende i Odense Kommune.”
Men den holdning overtrumfer en konkret afgørelse fra Ankestyrelsen, som fastslår, at jeg ikke kan rehabiliteres.
Dokumenteret – og alligevel ignoreret
I Plejeforløbsplanen fra Epilepsihospitalet Filadelfia januar 2025 skriver fagpersonerne bl.a.:
-
Jeg har behov for moderat hjælp til personlig hygiejne
-
Jeg har behov for hjælp til måltider – bl.a. at mad skæres ud og gives med passende bestik
-
Jeg har brug for tryghed og struktur for at undgå overbelastning, selvskade og PNES-anfald
De tilføjer desuden:
“Krav og irettesættende tale kan udløse PNES-anfald. Patientens rystelser og selvmistillid forværres, når han føler, at der bliver stillet krav, han ikke kan honorere.”
Det burde være nok.
Men det bliver ikke respekteret.
Det handler ikke om at tage sig sammen
Jeg skriver ikke dette, fordi jeg vil have medlidenhed. Jeg skriver det, fordi det er nødvendigt at beskrive det paradoks, jeg lever i:
At jeg har lægefaglig dokumentation og klageinstansens opbakning – og alligevel bliver behandlet, som om jeg bare ikke prøver nok.
Når du nu læser “Mine diagnoser”, så husk:
De er ikke blot ord i et journalsystem. De lever i en krop, der hver dag skal kæmpe mod både sig selv og et system, der glemmer, hvad ordet støtte egentlig betyder.
Jeg kan ikke rehabiliteres.
Men jeg kan godt leve – hvis bare jeg får lov at gøre det på mine præmisser.